DEBAT:

Kommunalpolitik er det nye ’sort’

Mads Berg, Fredensvej 69, 2. th., Charlottenlund

Det er ret underholdende at følge med i, hvad der sker i Gentofte Kommunes kommunalbestyrelse, og kan man ikke deltage i møderne, kan man lytte til dem ved – noget besværligt – at finde lydfiler på hjemmesiden.

Her kræver det dog, at man har forlangt absolut ro fra resten af husstanden, da lydkvaliteten ofte er så ringe, at det er umuligt at høre borgmesteren, hvis (ud)tale ofte er temmelig utydelig.

Efter den nye kommunalbestyrelse trådte til, har det været særdeles interessant at høre - eller IKKE høre - de nye medlemmers politiske holdninger komme frem i debatterne.

Der er intet nyt i, at man kun hører Hans Toft fra de Konservative, ej heller at socialdemokraterne er larmende tavse, og det er tilsyneladende den samme stil, vi kan forvente fra Radikale, Venstre og SF.

Jeg måtte nappe en tår ekstra af kaffen, da det gik op for mig, at socialdemokraterne, Radikale, Venstre og SF stemte for, at Administratoren Hans Toft foreslog, at man tog et punkt foreslået af Enhedslisten af dagsordenen uden debat!

Vi taler om politisk valgte fra forskellige partier, der ikke fremkommer med deres politiske holdninger. Man kan vælge at synes, det er skræmmende, utroværdigt og decideret udemokratisk, at partierne på denne måde har valgt at lægge sig i lommen på Administratoren, eller også kan man læne sig tilbage og vente på, at de vælgere, der har stemt på et andet parti end de konservative, begynder at stille krav til dem, de har stemt på.

Jeg vælger det sidste og nyder især at høre SF sprælle rundt i den konservative manege, mens de forsvarer konservativ politik og ikke tør gå ind i politiske debatter.

Tak til Enhedslisten for den ihærdige kamp, de tager, både politisk, men også for demokratiet. Det kunne være, de øvrige partier skulle tage at lytte efter, når det bliver sagt, at selve demokratiets væsen er kendetegnet ved beskyttelse af mindretallets ret til at ytre sig og blive hørt.

Publiceret 30 April 2018 09:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV