DEBAT:

Skide vær’ med andres mening

Hanne Salomon Hvistendahl, Ordrupvej 92, 3.th, Charlottenlund

Villabyerne skriver jævnligt om ulovlige parkeringer i Gentofte Kommune.

Kan vi ikke én gang for alle slå fast: I Gentofte Kommune er parkeringsregler, god opførsel (for bilister) og dele af færdselsloven sat ud af kraft.

LÆS OGSÅ: Borgere raser over parkeringskultur i Gentofte: “Jo dyrere bil, jo dårligere opførsel”

Man parkerer, som man vil og har behov for - egoistisk uden tanke for andre og deres sikkerhed og behov samt gældende regler. Vi behøver ingen regler, så alle parkeringsskilte kan fjernes. De efterleves alligevel ikke.

Parkering på cykelstier og midt på afstribninger er helt okay. Parkeringsbåse er til 'de andre' ...

Reserverede handikap-pladser bruger man bare, når det passer én. Man får måske en opringning fra politiet, som pænt beder en om at flytte bilen...

LÆS OGSÅ: Teknik- og Miljøudvalgsformand om parkeringskaos: “Det er et fælles ansvar”

Færdselsreglen om, at man på stærkt trafikerede veje ikke må parkere modsat færdselsretningen, er sat ud af kraft.

At man ved 'start og landing' er til gene (og at det er ulovligt) ser man stort på.

Som bilist i Gentofte Kommune bærer man sig ad, som man har lyst og er i humør til - det har jo ingen konsekvens.

Man tænker - hvis man tænker - som John Mogensen sang: “.... skide vær' med andres mening...”

Publiceret 15 May 2018 23:00

SENESTE TV