Luftfoto: Hans Henrik Tholstrup

Luftfoto: Hans Henrik Tholstrup

DEBAT:

Derfor parkeringsafgift ved Bernstorff Slotshave

Anne Kathrine Kirkegaard, enhedschef, Slots- og Kulturstyrelsen

1. maj skriver en borger i Villabyerne, at hun ikke forstår, hvorfor der opkræves parkeringsafgift (parkeringsbøder) ved parkering ved Bernstorff Slotshave, og hun spørger, hvorfor der er gratis parkering ved Frederiksborg Slotshave, men ikke ved Bernstorff.

Der er stor forskel på parkeringsforholdene ved de to slotshaver.

Den afgørende forskel er, at der ved Frederiksborg er langt flere arealer til parkering, end det er tilfældet ved Bernstorff.

En stor del af parkeringsarealerne ved Frederiksborg benyttes af slottets lejere, lejernes gæster og havens besøgende.

Selvom vi gerne tilbød det samme ved Bernstorff, så findes der her ikke samme mængde parkeringspladser, og da haven er et fredet historisk anlæg, er der heller ikke planer om at udvide.

Bernstorff Slotshave ligger i et bymiljø, og derfor finder parkering sted på omkringliggende, offentlige veje. Sådan er det også i nærheden af eksempelvis Kongens Have i København eller ved Frederiksberg Have på Frederiksberg, hvor der heller ikke kan skabes parkeringsfaciliteter til alle besøgende.

Mere end tre millioner besøger hvert år Kongens Have. Det ville kræve overordentligt mange parkeringspladser at imødekomme dette behov. I både København og på Frederiksberg bliver offentlige veje derfor benyttet til parkering for havernes gæster.

Når det er nødvendigt at regulere parkeringen ved Bernstorff, er det også, fordi vi kan se, at nogle af havens besøgende ikke respekterer, at parkeringspladsen er forbeholdt lejerne på slottet, lejernes gæster og slotsgartnere.

Derfor er der heller ikke opsat parkeringsautomater ved parkeringspladsen ved slottet, da parkering er forbeholdt dem, der har lejet sig ind eller arbejder på slottet.

Der er skiltning, som oplyser, at parkering kun er tilladt for gæster til slottet og Kavalergården.

Sådan har parkeringen fungeret i fem år, siden reguleringen af parkeringspladsen blev indført i 2013.

Publiceret 16 May 2018 06:00

SENESTE TV