DEBAT:

Oplevelser med togbus fra Birkerød til Gentofte

Kurt Randløv, Stenhøj Have 16, Birkerød

I Rejseplanen opdagede min kone, at der i søndags 'atter' ingen S-tog kørte fra Birkerød. Her var indsat togbus fra Birkerød til Gentofte – og fra Birkerød til Hillerød.

Der kom en bus - og en pige foran mig spurgte buschaufføren, om den kørte til Gentofte, hvortil han svarede, om hun ikke havde set skiltet i vinduet. Og svarede: 'Hvad står der på skiltet? På skiltet står Hillerød, så kører den nok ikke til Gentofte, vel'?

Det er jo god service og venligt svar på et venligt spørgsmål.

Bussen til Gentofte kom lidt efter, kun et par minutter forsinket. På køreturen brasede et par sæder sammen, ja de faldt af, da den ene passager skulle rejse sig. Noget fortumlet forlod de bussen. En passager lagde sig ned - og forsøgte at fastgøre sæderne, under køreturen. Det lykkedes ikke. Han prøvede ihærdigt - og en medpassager spurgte: Hvorfor bliver du ved, hvortil han svarede. 'Jeg har jo ikke andet at lave.

Jo, det at køre med togbus er en oplevelse. Bare det at holde fast, så man ikke falder af sædet ved den mindste opbremsning, er en opgave. Jeg sad på et klapsæde, så jeg var ved at ryge af, når bussen bremsede hårdt op, selv ved det mindste holdt.

Ledning hang og daskede ned fra loftet, og rudevask er et ukendt begreb, de var nærmest matterede.

Læren må være, hvis du vil sikkert frem: Stå op og hold godt fast - sæt dig ikke ned, du kan falde af sædet, og sædet kan brase sammen. Og spørg endelig ikke om noget.

Man kan vælge at se humoristisk på det hele. Ingen kom til skade. Eller: Det står ikke så godt til med den offentlige service, her er plads til forbedring, men ellers gik turen godt med S-toget fra Gentofte til Nørreport.

Publiceret 16 May 2018 21:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV