DEBAT:

Lad os få internationale forældrebestyrelser

Af Henrik Thormod Andersen (V), Ejgårdsparken 3, Charlottenlund

Det er ikke nogen hemmelighed, at Venstre fik en ordentlig øretæve ved det sidste kommunalvalg i Gentofte. Jeg deltog selv i den lokale generalforsamling tidligere i år, og det var på mange måder en meget opløftende oplevelse. Venstre vil fortsætte den konstruktive og samarbejdsvillige tilgang i byrådet, og så var der en anerkendelse af, at der er et stort uforløst potentiale i vores mange internationale borgere.

Sidstnævnte glæder mig personligt særlig meget, og en oplagt 'begynder-opgave' for den nye kommunalbestyrelse kunne derfor være at definere og sikre betingelserne for, at forældrebestyrelsesmøder i kommunens institutioner og skoler kan foregå på engelsk.

Vi kender allerede den praksis fra store danske og internationale virksomheder, hvor engelsk er det naturlige sprogvalg, hvis ikke alle deltagere kan praktisere det danske sprog. Man kan så spørge, hvorfor skal man også gøre det i f.eks. skolebestyrelserne? Det skal man for at udvikle vores folkeskole, og alle gode idéer er velkommen - og skal ikke begrænses af det danske.

Det er min faste overbevisning, at Gentoftes dygtige udenlandske borgere med stor fordel vil kunne inddrages endnu mere i skole- og institutionsarbejde, foreninger og frivilligindsatser og dermed bringe ny værdi ind i vores kommunale institutioner.

Idéerne skal ikke stoppe ved høflig forældresnak på engelsk i skolegarderoben, men skal helt ind i forældrebestyrelseslokalet, hvor det kan være med til at motivere og inspirere ledelse og medarbejdere. Jeg er oprigtig overbevist om, at særligt læringsmiljøet i vores skoler vil blive konstruktivt løftet af forældrebestyrelser med international indsigt og udsyn.

Rent politisk burde det være en 'walk in the park' for den nye kommunalbestyrelse, da et sådant tiltag klart vil signalere retning og visioner for fremtidens Gentofte - og så er det tilmed forbundet med meget begrænsede omkostninger at gennemføre.

Publiceret 17 May 2018 14:30

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV