DEBAT:

Et par borgerlige ord

Peter Nissen, Skovvej 31, Gentofte

Nu, hvor debatten om hr. Jan Leth Christensens plankeværk for enden af hans matrikel på Sigridsvej 25 er nået til Facebook, synes jeg, at tiden er inde til et par borgerlige ord.

Jeg kender ikke hr. Christensen personligt, men det siger sig selv, at når han ved hjælp af handlekraft og virkelyst har formået at placere sig på tilværelsens solside, er han ikke en hr. hvem-som- helst.

Derfor er det også såre naturligt, at der gælder andre spilleregler for ham end for os almindelige dødelige. Andre spilleregler gjaldt også for Mærsk Mc-Kinney Møller og kongehuset.

LÆS OGSÅ: Krig over plankeværket: “Jeg har svært ved at forstå, at den her form for selvtægt kan ske”

Unge mennesker griser, og at hr. Christensen ikke ønsker at samle udtjente pizzabakker, æbleskrog og dåseøller op efter uønskede besøg af unge arkitektstuderende er indlysende. Ej heller ønsker han påtrængende naboers nyfigne og misundelige øjne på arkitekt Bjarke Ingels arkitektoniske værk.

Hvis folk blot må vælte ind over grunden, er det pøbelvældet, der har taget over. I denne højspændte situation bør alle gode kræfter forenes i kampen for ejendomsrettens ukrænkelighed. Hvor er vi ellers henne, og hvad bliver det næste?

Skal hr. Christensen finde sig i, at unge mennesker uden lovhjemmel trænger ind i huset for at studere lysindfald, materialevalg, detailløsninger og endog helt ind i soveværelset under påskud af at studere loftets hældning?

I realiteten er det en strid om ejendomsrettens ukrænkelighed. Her giver hr. Christensen ikke køb og nægter at bøje sig for den snigende socialisme, der snart viser sig alle vegne. Endelig en borger, der tør tale Roma midt imod.

Jeg bøjer mig i støvet for hr. Christensens stålsatte vilje, der for mig fremhæver ægte Gentofte-ånd. En bemærkelsesværdig mand.

Publiceret 23 May 2018 15:15

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV