DEBAT:

Kan vi ikke lave en time-out på to år?

Niels Nørgaard, Ordrupvej 179, Charlottenlund

Efter at have deltaget i borgermødet på rådhuset den 30. maj, er der stadig en ting, som undrer mig. Hvorfor skal det partout være lige nu, at vi bygger på dette historiske stykke jord fra Charlottenlund Skov?

Jeg forstår det ikke.

LÆS OGSÅ: Byggeplaner ved Charlottenlund Station chokerer borgere

Dette jordstykke har nu i dusinvis af år været beskyttet mod Rema 1000-byggeri, højhuse og lignende af en fortrinlig kommuneplan med en bebyggelsesprocent på ti. Som samme kommunalbestyrelse for få uger siden netop har vedtaget igen. I alvor, troede jeg.

Og nu vil man pludseligt hæve denne procent til over 60. Plus parkering af over 100 biler. Jeg forstår ikke hastværket. De 25 ungdomsboliger forslår ingenting og udgør næsten ingenting af arealet, men alligevel er det ungdomsboligviolinen, der flittigt files på, når byggeriet skal retfærdiggøres. Jeg forstår det ikke.

LÆS OGSÅ: Hans Toft: "Bonavas planer harmonerer overordnet set med kommunens behov for at skaffe flere boliger til unge og borgere med boligsocialt behov samt flygtninge"

Da disse sølle 25 ungdomsboliger a 28 m2 alligevel ikke løser vores udfordring, kan vi så ikke lave en time-out på f.eks. to år og så se på sagerne igen til den tid?

Jeg har en forestilling om, at meget vil være anderledes til den tid, og vi undgår at ødelægge Charlottenlund Skovs symmetriske firkant, der går helt tilbage til 1622.

To år mod næsten 400 års historie er vel ikke meget at forlange?

Publiceret 07 June 2018 19:30

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV