DEBAT:

Nyt voldbyggeri handler ikke om ungdomsboliger

Karin de Neergaard, Viggo Rothes Vej 3, st., Charlottenlund

Jeg er chokeret ovenpå borgermødet om bebyggelsen af grunden mellem Forstbotanisk Have og Charlottenlund Station.

Byggefirmaet Bonava vil opføre et voldsomt byggeri i fem etager, der dækker stort set hele skovbrynet set fra Charlottenlund Station, Jægersborg Allé og Rådhusvej og kaster enorme skygger ind over Havens tilpassede vækster, der vokser i det lys, der vil blive til skygge fra de store boligblokke.

Kommunen begrunder byggeriet med, at der mangler ungdomsboliger, men ifølge det præsenterede forslag vil kun otte procent (kun otte!) af de 9.000 bebyggede kvadratmeter udgøre ungdomsboliger, 17 procent familieboliger, mens de resterende 75 procent opføres som luksus penthouse-lejligheder, der sælges i fri handel. Forslaget indeholder 25 undseelige (28 m2) ungdomsboliger.

LÆS OGSÅ: Byggeplaner ved Charlottenlund Station chokerer borgere

Hans Toft sagde på mødet, at der mangler 800 ungdomsboliger i kommunen, men hvis det er sandt, virker det helt vanvittigt at voldbygge et grønt område, blot for at nedbringe antallet fra 800 til 775.

Især når Skt. Andreas kollegiet i Ordrup står tomt og rimelig nemt kan omdannes til ca. 200 ungdomsboliger.

Det er tydeligt, at interessen IKKE er at løse manglen på ungdomsboliger, men at lave store penge. DSB, der i sin tid vederlagsfrit tog arealet fra Forstbotanisk Have, har nu – betinget af at lokalplanen ændres – solgt grunden for et trecifret millionbeløb til Bonava, der igen vil tjene et trecifret millionbeløb på salget af 56 luksuslejligheder.

LÆS OGSÅ: Hans Toft: "Bonavas planer harmonerer overordnet set med kommunens behov for at skaffe flere boliger til unge og borgere med boligsocialt behov samt flygtninge"

For at kunne bebygge arealet er kommunen nødt til at ændre lokalplanen, fordi området pt. er beskyttet som 'rekreativt grønt område' og er del af det historiske anlæg omkring Charlottenlund Slot og Skov.

Vi borgere kan, hvis vi står sammen, modsætte os denne ændring. Hvis også du er modstander af byggeriet, kan du skrive under ved at gå ind på linket https://www.wechange.dk/indsamling/bevarelse-af-arealet-st-for-charlottenlund-station-som-ubebygget-rekreativt-grnt-omrde-391/.

Publiceret 07 June 2018 14:30

SENESTE TV