DEBAT:

Parkering i Gentofte Kommune

Erik Walter Nielsen, Prinsesse Alexandrines Allé 9, st., Charlottenlund

Jeg har med interesse fulgt de seneste ugers artikler og læserbreve omhandlende, hvordan der parkeres i vor kommune.

Ved en tidligere lejlighed har jeg skrevet et læserbrev (22. juni 2016), men intet er sket. For mig ser det ud til, at problemet skal findes på rådhuset. Lad mig forklare.

Under den seneste kommunale valgkamp talte jeg med en meget sympatisk kandidat for De Konservative ude foran Meny på Jægersborg Allé (tidligere Prima) og foreholdt ham problemet, ved bl.a. at påpege en parkering i stil med den på vedhæftede foto. Og jeg spurgte ham, hvad han ville kunne gøre ved den tossede parkeringskultur, om der ikke kunne udskrives nogle flere bøder? Han påpegede, at fra borgmesteren var et pålæg om, at der ikke skulle udskrives p-bøder i Gentofte Kommune! Tja.

Ved en senere lejlighed samme sted traf jeg en p-vagt, som netop havde noteret en bil holdende i det skraverede felt ved busstoppestedet. Jeg hilste på ham og sagde, det var rart at se en p-vagt på Jægersborg Allé, og om han dog ikke kunne notere den store, sorte firehjulstrækker, som holdt lig med den på mit billede.

Men nej, det kunne han ikke, da der fra byrådets side var besluttet kun at udskrive bøder til biler, der generede busstoppesteder! Tja.

Det ville være på sin plads, at vor ellers gode og populære borgmester kom på banen i sagen og meldte klart ud, hvorfor politikken er, som den er.

Når parkerede biler ikke bliver kontrolleret, hvis ellers de holder korrekt, hvorfor så ikke fjerne alle de skilte med 30 minutters- og 2 timers parkering? Er det for, at der skal være plads til valgplakater?

Publiceret 08 June 2018 10:00

SENESTE TV