DEBAT: Gentofte bliver en digital frontløber

Af Michael Fenger, formand for opgaveudvalget for Digitalisering og Teknologi, Andreas Weidinger, næstformand for opgaveudvalget for Digitalisering og Teknologi

Digitalisering kan skabe bedre velfærd, effektivisere administration og i det hele taget gøre vores liv bedre.

I Gentofte har vi netop færdiggjort arbejdet i opgaveudvalget for digitalisering og teknologi, hvor ti borgere og fem politikere i fællesskab har udarbejdet en strategi, der skal klæde kommunalpolitikerne på til at træffe beslutninger om digitalisering og nye teknologiske muligheder.

Et af hovedpunkterne var naturligvis, at Gentofte altid skal passe på borgernes data, så vi er sikre på, at de forbliver, hvor de skal. Hvis vi bruger data rigtigt, så kan vi opnå fantastiske forbedringer i hverdagen.

Vi kan frigive plads til parkering, sikre bedre genoptræning, forudse trafikale problemer eller sikre bedre sagsbehandling på tværs af alle kommunens områder.

Gentofte har nu omfavnet den teknologiske udvikling og går forrest for at teknologi og digitalisering kan skabe glæde og gavn for vores borgere på en måde så alle kan følge med.

Opgaveudvalgets arbejde har været et endnu et eksempel på den succesfulde politiske opbygning, hvor det er borgerne, der i samarbejde med politikerne udvikler politikken. I fællesskab har vi sikret, at Gentofte bliver en digital frontløber i Danmark.

Publiceret 21 June 2018 23:30

SENESTE TV