Debat: Kære Maos Lyst, stor var min skuffelse

Inger Glerup, Tuborgvej 15, Hellerup

I Villabyerne fra den 14. august er der en omtale af kollektivet Maos Lyst. I anledning af deres 50-års jubilæum holder kollektivet åbent hus og inviterer alle interesserede indenfor fredag den 17.august fra kl. 15.00. Jeg blev rigtig glad for denne oplysning. Jeg går ofte forbi Maos Lyst, da jeg bor på Tuborgvej tæt derpå og har tit tænkt, det kunne være spændende at komme indenfor og besøge kollektivet. Så nu var chancen der, virkelig et godt initiativ.

Så jeg meldte mig til, som man skulle og vandrede forventningsfuld derhen kl. 15.30 med min paraply, da det desværre var blevet regnvejr. Stor var min skuffelse, da jeg så opdagede, at det åbne hus betød, at man kunne være ude i haven fra kl. 15- til kl. 23-, hvor der var et par små åbne telte, man kunne søge ly under, hvis man var heldig og der var plads. Huset kunne man ikke få at se, for ”så kunne de jo ikke bestille andet end at vise frem”, som en beboer forklarede.

Kære beboere i Maos Lyst, jeg syntes, det var en fremragende ide at invitere indenfor til åbent hus, men når invitere indenfor og åbent hus bestod i at opholde sig i haven i regnvejr, følte jeg mig helt ærligt lokket til af forkerte oplysninger.

Svar fra Maos Lyst

Kære Inger og naboer

Vi er kede af, at du havde en dårlig oplevelse - måske skulle vi have kaldt arrangementet for en "åben jubilæumsfejring" eller sådan noget. Vi oplevede en stor interesse for at se selve huset, så vi valgte at give alle muligheden for at skrive sig op til at blive inviteret til en kop kaffe og og til at se vores hjem indefra på et senere tidspunkt. Det er du - såvel som andre læsere - selvfølgelig også meget velkommen til at gøre! I kan bare skrive til vores mail, kollektivetmaoslyst@gmail.com, inden den 4. september.

Når det er sagt, kan vi berolige alle med at, man ikke gik glip af at se andet end en ryddet stue og nogle mere eller mindre rodede værelser, da huset jo stod på den anden ende pga. festivitassen. Så der var ikke så meget at se i sidste uge.

Det var rigtignok også ærgerligt at det regnede de første par timer, for vi havde planlagt en masse fine ting mellem teltene. Men heldigvis spredte skyerne sig og solen tittede frem fra sit skjul omkring kl 17. Aftenen fortsatte med dejlig musik under åben himmel, release af bogen "Karmakassen" samt en spændende debat om fremtidens kollektiver i vores store oppyntede festtelt i baghaven. Vi var enormt glade for at så mange af vores naboer mødte op, og det var i det hele taget fantastisk at opleve så stor interesse for vores fællesskab og vores historie. Vi håber at vores naboer stadig har lyst til at komme forbi - vi går meget op i, at Maos Lyst i det hele taget skal være et åbent hus.

Kærlig hilsen alle os, som bor i Maos Lyst.

Publiceret 29 August 2018 09:00

SENESTE TV