DEBAT: Der er IKKE en vilje, på trods af at der er en vej

Niels Nørgaard, Ordrupvej 179, Charlottenlund

Både Mette Mie Nielsen og borgmesteren har ytret i deres kommentarer til debatten om byggeri i Charlottenlund Skovs historiske firkant, at vi i Gentofte har et stort behov for ungdoms- og almennyttige boliger.

Det var derfor, at jeg med velberådet hu anvendte vendingen ”hvor der er en vilje , er der en vej” i mit forrige læserbrev fra den 4. september i nærværende avis.

Både borgmesteren, i sine tidligere svar og i Berlingske, og Mette Mie Nielsen benytter en argumentation om, at en kommune kun kan KRÆVE så og så meget plads brugt til denne type boliger.

Det er sikkert rigtigt, men irrelevant, for der er slet ingen grund til at kræve og forlange. Hvad med FORHANDLINGENS vej?

Hvis man virkelig er så interesseret i, at vi skal have flere af denne type boliger i Gentofte, hvorfor så ikke proaktivt tage kontakt til de ejendomsbesiddere, der ligger inde med ganske velegnede bygninger til dette formål? Kommunen har planlægningsmagten og får anvisningsretten til boligerne, som ejerne lejer ud til markedsleje.

Der er ingen, der har forhindret kommunen i at tage kontakt til ejerne af hhv. ISO-tårnet og Skt. Andreas-kollegiet og lave en konstruktiv forhandling.

Så jeg må konkludere, at der IKKE er en vilje, på trods af, at der er en vej. Og det er jo ærgerligt.

For det får alle de teknisk-juridiske argumenter om hvad kommuner må og ikke må, til at lyde hule og manipulerende i deres forsvar for IKKE at foretage sig noget aktivt.

Jeg håber stadig på en god, troværdig forklaring, eller en indrømmelse af, at dette skrækbyggeri er del af et skakspil med staten, om de flygtninge, der nu bor i de ungdomsboliger, vi allerede har, men som i disse år ikke står til rådighed for de unge. Det sidste ville være en barsk, men plausibel forklaring.

Publiceret 04 October 2018 17:08

SENESTE TV