Debat: Uvelkomment morgenbesøg

Leif Knudsen, Jægersborg Alle 243 st.tv., Gentofte

Klokken er 07:00, det er buldermørkt og en time før, vækkeuret ringer.

Jeg vågner ved, at døren til mit soveværelse bliver slået op på vid gab – det skærende lys fra loftet i min entré falder ind i mine øjne, og en kvindestemme med et volumen afstemt efter sovende, halvdøve ældre mennesker siger højt og gennemtrængende: ”GODMORGEN – DET ER HJEMMEPLEJEN!”

Problemet er, at jeg IKKE får hjemmepleje. Aldrig har haft, og forhåbentlig ikke foreløbigt får brug for det.

Det er godt nok en chokerende oplevelse og opvågen. Den yngre dame bliver forvirret, da hun opdager en mand i sengen i stedet for en ældre kvinde – siger på forespørgsel at hun jo har nøgle – og lyder meget forbløffet, da jeg beder hende kigge på dørpladen og se mit navn i stedet for det forventede kvindenavn.

Jeg beder hende smutte – med meget høj og klar stemme – og med et spagt ”undskyld” lukker hun sig ud – og beholder nøglen!

Flere forklaringer, alle lige tåbelige:

1) Den unge dame kender ikke forskel på ”til venstre!” og ”til højre”

2) Hun er åbenbart for travl til at se navnet på dørpladen, og

3) Nøglen til min lejlighed opbevares totalt uberettiget i den nøgleboks, der er monteret indenfor hoveddøren i min opgang.

Efter kontakt til hjemmeplejen kan jeg konstatere, at min nøgle har ligget til fri afbenyttelse(og evt. kopiering), siden jeg flyttede ind i min lejlighed i 2011, altså i SYV ÅR. Hjemmeplejen beklager naturligvis og fortæller, at det er en fejl, men at de har stor tillid til deres personale. Ja nok – men hvor stor har personaleudskiftningen været i de syv år, hvor min lejlighed principielt har været vidt åben for uvedkommende?

Dette er ment som en advarsel til alle, der har overtaget en bolig efter en beboer, der har haft hjemmepleje: Vær sikker på at alle nøgler er i hus fra den tidligere beboer! Det er en uhyggelig tanke at ens hjem har været frit tilgængeligt – og at kun en skødesløs hjemmeplejer er skyld i, det er blevet opdaget!

Publiceret 09 November 2018 19:30

SENESTE TV