Mads Raaschou ser gerne, at politikerne prioriterer at investere i infrastrukturen.

Mads Raaschou ser gerne, at politikerne prioriterer at investere i infrastrukturen.

DEBAT: Kære politikere, ti procent er ikke nok

Mads Raaschou, formand for Dansk Byggeri Hovedstaden

Det er med undren, at jeg på Transportministeriets seneste opgørelse kan se, at kun ti procent af alle de skattekroner, som er blevet brugt på at forbedre infrastrukturen i Danmark, er blevet brugt på nye veje, cykelstier eller jernbaneprojekter i Region Hovedstaden.

Så forstår jeg bedre, at vi bliver ved med at holde i kø. Det er en lille del af kagen, når man tænker på, at ca. 2/3 del af den samlede trængsel på vejene er her i hovedstadsområdet.

Det at holde i en lang kø af biler, der enten snegler sig afsted eller holder helt stille, er noget, rigtig mange her i hovedstadsområdet desværre gør hver dag. Spild af tid og spild af penge for både den enkelte og Danmark, og sådan har det desværre været i årevis.

Når det gælder min egen branche, der skal have varebilen med på arbejde, har vi hårdt brug for, at der investeres i vejene i hovedstadsområdet, fordi vi sætter penge til, hver gang vi skal videre til en ny kunde og bruger unødvendig tid på holde i kø.

En havnetunnel er heldigvis kommet et skridt tættere på virkeligheden med planerne om at bygge en ny bydel ud for Refshaleøen og bruge pengene fra grundsalget til at finansiere blandt andet en havnetunnel. Men vi skal holde i kø i rigtig mange år, før end havnetunnelen står klar til at tage noget af presset på vejene, og en havnetunnel alene kan langt fra løse problemerne.

Jeg håber derfor, at politikerne vil have det i baghovedet, når de næste gang mødes i forligskredsen for at se på, hvor i landet de vil bruge penge til investeringer i infrastruktur.

Publiceret 29 November 2018 13:00

SENESTE TV