Vor læser er ikke længere velkommen i MovieHouse. Arkivfoto

Vor læser er ikke længere velkommen i MovieHouse. Arkivfoto

DEBAT: Venter på undskyldning fra Michael Obel

Anette Christensen, Vingårds Allé 14, Hellerup

Det sku' være så godt, men faktisk er det skidt.

Kort før jul købte vores datter to gavekort i MovieHouse med enslydende værdi og - skulle det senere vise sig - med samme stregkode.

Da vi skulle indløse vores gavekort, får vi overraskende besked om, at der allerede er trukket på det og at der kun tilbagestår et mindre beløb. Vi får vores billetter, men mysteriet med gavekortet kan ikke løses. Efter næsten en times diskussion, hvorunder vi bliver mistænkeliggjort af specielt en medarbejder, der insinuerer, at vi prøver at snyde, aftaler vi, at vi skal prøve at fremskaffe det andet gavekort, som vi ved, at vores barnebarn har brugt.

Dagen efter kan vi i billetkontoret præsentere Michael Obel for de to identiske gavekort. Så skulle sagen vel være klar? Men nej! Michael Obel stikker os et par telefonnumre til IT-afdelingen, så vi selv kan afhandle sagen med dem.

Det er vi ikke helt tilfredse med, men efter en længere diskussion, hvor han overfuser os som kværulanter og erklærer os uvelkomne i hans biograf, går Michael Obel dog med til selv af kontakte IT-afdelingen. En venlig medarbejder fra IT-afdelingen kontakter os om aftenen og bekræfter, at billetkontoret ved en fejl har udprintet to identiske gavekort, hvilket han beklager meget og sender et nyt gavekort med den rigtige værdi.

Vi takker for IT-afdelingens hurtige hjælp, men venter stadig på en undskyldning fra Michael Obel for den ubehagelige oplevelse.

Er jeg så ked af, at jeg ikke mere er velkommen i MovieHouse? Nej, jeg har et dejligt alternativ i Gentoftegade, med et hyggeligt lokalt miljø. Her er jeg fri for lugt af popcorn, popcorn på sæder og gulv og fri for, at mit udsyn til lærredet bliver generet af en overflødig 'hyggelampe'.

Villabyerne har naturligvis givet biografejer Michael Obel chancen for at give en modreplik til dette læserbrev, men den har han ikke benyttet sig af. Redaktionen

Publiceret 22 January 2019 14:00

SENESTE TV