Sofie Carsten Nielsen (R) mener, det har mærkbare konsekvenser, at der spares 24,7 mio. på gymnasierne i Gentofte Kommune.

Sofie Carsten Nielsen (R) mener, det har mærkbare konsekvenser, at der spares 24,7 mio. på gymnasierne i Gentofte Kommune.

DEBAT: Vores børn og unge er ikke bare et tal – stop besparelserne på uddannelse

Sofie Carsten Nielsen, stedfortrædende politisk leder for Radikale Venstre

Vi er ikke bare et tal! Vores børn og unge går på gaden for at råbe os op. De vil ikke finde sig i det mere. Det er dem, der mærker konsekvenserne af besparelserne på uddannelserne.

Uddannelse er ikke bare en brønd, man kan trække penge op af, når der er et regnestykke på Christiansborg, der skal gå op. Det er ligesom at skære den gren over, som man selv sidder på.

Uddannelse er det fundament, som fremtidens velfærd hviler på. Uddannelse er lig med frihed, muligheder og tro på fremtiden.

Det skal vi ikke gamble med. Det har mærkbare konsekvenser, at der spares 24,7 mio. på gymnasierne i Gentofte Kommune. Det betyder, at eleverne må sige farvel til deres lærere og mærke skuffelsen, når der ikke er tid til at rette deres opgaver.

Det svirrer med løfter om flere penge til børn, ældre og uddannelse, men de løfter er blot guld og grønne skove, hvis man ikke kan svare på, hvor pengene skal komme fra. Vi skylder eleverne mere end tomme løfter.

Vi politikere har pligt til at sikre, at der er økonomisk råderum til at investere i vores børn og unge. Jeg møder tit kritik, når jeg siger, at vi der kan, skal give et ekstra nap med på arbejdsmarkedet. Det siger jeg ikke, fordi jeg gerne vil straffe folk. Det gør jeg, fordi vi skylder vores børn mere end tomme løfter. Vi skylder dem handling! Og det kræver, at vi skaber mulighed for at investere massivt i uddannelse.

Jeg er klar til at omsætte ord til handling, derfor kan jeg med god samvittighed kæmpe videre for vores børn og unges uddannelser.

Publiceret 12 April 2019 13:13