Jeppe Bruus er folketingskandidat for Socialdemokratiet. Pressefoto

Jeppe Bruus er folketingskandidat for Socialdemokratiet. Pressefoto

DEBAT: Hvad med fremtiden, Hans Toft?

Af Jeppe Bruus, folketingskandidat S

Kære Hans Toft,

Tak for din og Konservatives indsats sidste år med at bevare akutklinikken på Gentofte Hospital.

Som jeg skrev i mit indlæg i Villabyerne i forrige uge, har vi brug for lokale politikere, når der skal træffes lokale beslutninger. Men hvad gør vi næste gang hospitalet er i fare? Hvis regeringen vinder valget og kommer igennem med sin sundhedsreform, vil de afskaffe de folkevalgte regionsråd. Så bliver det embedsmænd og regneark og ikke politikerne, der bestemmer. Det er ikke en skræmmekampagne, når jeg stiller spørgsmålstegn ved hospitalets fremtid. Sidste år var det lagt op til forringelser af akutklinikken på Gentofte Hospital. Planen var, at akutklinikken i bl.a. Gentofte fremover kun skulle tage sig af de helt små skader, mens resten skulle sendes videre til Herlev og Hvidovre.

Men efter debat besluttede Region Hovedstadens Sundhedsudvalg at lade akutklinikkerne i Gentofte, Glostrup og på Amager overleve. Nærhed blev det vindende argument, da regionspolitikerne nedstemte forslaget, og reddede akutklinikken på Gentofte Hospital. Du gav kringle foran hospitalet, da forslaget blev ændret og akutklinikken i Gentofte blev reddet.

Nu har dit parti – Konservative – og resten af regeringen indgået en aftale med Dansk Folkeparti om en stor landsdækkende sundhedsreform. Med den aftale bliver det fremover embedsmænd og regneark, der alene kommer til at beslutte, om der skal være akutklinik på Gentofte Hospital. Vi har ikke brug for regeringens sundhedsreform. Den skaber usikkerhed og utryghed om vores sundhedsvæsen.

En gruppe venstrefolk skrev i et høringssvar til Hospitalsplan 2025 for nylig, at akutklinikkerne på Gentofte, Amager og Glostrup Hospital på sigt kan omdannes til sundhedshuse. Jeg tror ikke, det er sidste gang, vi hører den slags fra et af de nuværende regeringspartier. Så Hans Toft, kan vi ikke skabe fælles front mod nedlæggelse af regionerne?

Publiceret 02 May 2019 18:00