Modeltegning: NPV A/S
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Lokalplan udelukker hotelprojekt

Hvis nyt lokalplanforslag for Charlottenlund Slotshave vedtages, må ejerne af den tidligere akvariebygning droppe sine planer om at lave strandhotel

Arkitekttegningerne ligger klar, men planerne for det strandhotel, som ejerne af bygningen, der tidligere husede Danmarks Akvarium, ønsker at bygge, kan meget vel ende i skrivebordsskuffen.

Gentofte Kommune har nemlig fremlagt et nyt lokalplanforslag for området omkring Charlottenlund Slot, der udelukker hoteldrift.

I forslaget står der, at ny- og tilbygninger ved det gamle akvarium “alene må anvendes til boligformål med henblik på, at ny- og tilbygning kun kan indrettes som ungdoms- og/eller kollegieboliger.” Kommunens beslutning skaber undren hos ejendomsselskabet NPV A/S, der ejer bygningen.

"Kommunens adfærd er meget kryptisk. Først giver kommunen os i november 2016 tilsagn om, at man gerne vil iværksætte en lokalplan, som muliggør det hotelprojekt, vi har ansøgt om.

Dog meddeler man os samtidig, at der klos op og ned ad hotelprojektet skal opføres flygtningeboliger, hvilket i sagens natur var ensbetydende med, at kommunens tilsagn ikke var reelt, men ubrugeligt. Nu, tre måneder senere, trækker kommunen uden videre tilsagnet til hotelprojektet tilbage med den begrundelse, at man nu ønsker, at alle bygninger i området fremadrettet skal anvendes til boligformål," siger administrerende direktør i NPV A/S Jens Schaumann.

Frustreret lodsejer

Ønsket om at lave lokalplanen om kommer direkte fra borgmester Hans Toft (K) som reaktion på, at Gentofte Kommune ikke har kunnet blive enige med Slots- og Kulturstyrelsen om at leje en af bygningerne til at huse 50 af de 201 flygtninge, som kommunen regner med at modtage i 2017. Ifølge borgmesteren betyder det, at kommunen bliver nødt til at tage flere ungdoms- og familieboliger i brug.

"Og det er naturligvis uholdbart. Derfor vil vi nu gøre, hvad vi kan for at øge antallet af boliger til unge og borgere med et boligsocialt behov, og herunder også ændre lokalplanen for Charlottenlund Slotshave til boligformål," sagde Hans Toft i et skriftligt svar til Villabyerne i tirsdags.

På spørgsmålet om, hvorfor ny- og tilbygninger til det tidligere akvarium inddrages i forslaget, lyder svaret fra Gentofte Kommune, at det er et led i kommunens bestræbelser på at øge kapaciteten for boliger. Men med den nye lokalplan bliver der ikke bygget nogen nye boliger på området, mener Jens Schaumann:

"Bygningerne i området omfatter Charlottenlund Slot, Kavalergården, Bilharziosebygningen og Akvariebygningen. Af disse bygninger er det i realiteten kun Bilharziose- og akvariebygningen, som i virkelighedens verden kan ombygges til boliger. Faktisk ligger det lige for at ombygge akvariet til boliger, hvis man altså som kommunen ønsker boliger i området. Til trods herfor lægger kommunen af uransagelige årsager op til, at der ikke ifølge den nye boliglokalplan kan laves boliger i netop akvariet, idet man meget kryptisk meddeler, at kun nybyggede arealer i akvariet kan blive til boliger, hvilket i realiteten umuliggør omdannelse af akvariet til boliger," siger han og fortsætter:

"Som lodsejer er det naturligvis dybt frustrerende at skulle udsættes for kommunens ejendommelige og skiftende udmeldinger. Vi ligger nu med akvariebygningen på 3. år uden, at det trods ihærdige anstrengelser er lykkedes os at få kommunen til at tilvejebringe et brugbart plangrundlag. Som et kuriosum kan i øvrigt nævnes, at kommunen i sin tid afviste vores allerførste forslag, fordi det indeholdt boliger."

Forslag til lokalplan 382 er foreløbigt vedtaget i Byplanudvalget, men skal endeligt vedtages i Kommunalbestyrelsen, før det sendes i offentlig høring.

Publiceret: 16. Februar 2017 10:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

Annonce
ANNONCER
Se flere