Det må have været en noget speciel oplevelse for BK Amagers Jesper Sørensen at træde ind i Kildeskovshallen søndag eftermiddag til kampen mod SISU CPH. Ikke så meget fordi det var sæsonens vigtigste kamp for amar’kanerne, men fordi han indtil nytår var en del af det storsatsende Gentofte-hold. Det var da også til at se, at det var gamle holdkammerater, han skulle op imod. Der blev inden kampen delt håndtryk og kram ud til mange af den rutinerede spillers venner og bekendte, men heldigvis for hjemmeholdet kom den tidligere landsholdsspillers talent aldrig rigtigt til udtryk.
Stærk litauer
Kampen mod BK Amager vil ikke gå over i historien som en af de mest velspillede. Hjemmeholdet kom fint fra land og førte efter 1. periode med 17-16. I 2. periode tog gæsterne kontrollen og udnyttede en del fejl fra hjemmeholdet til at bringe sig foran og kunne gå til pausen i omklædningsrummet med en føring på 42-39. Efter pausen virkede det, som om SISU-træner Flemming Danielsen havde fået sat skik på sine tropper. Specielt litauiske Tomas Rinkevicius, der som guard styrede sit hold frem til mange gode og kvalificerede afslutninger. Og når han ikke var i oplæggerens rolle, scorede han selv. Ikke mindre end 23 point tegnede den elegante spilstyrer sig for. Den bedre styring udmøntede sig i, at hjemmeholdet langsomt kom foran. Hristo Petkov og det unge stortalent Casper Stig, der spillede sæsonens bedste kamp, bragte ligeledes sig selv i centrum med en håndfuld gode rebounds og henholdsvis 13 og 10 point til følge. Gæsterne havde ikke noget modtræk i slutminutterne og kunne ikke forhindre en hjemmesejr på 88-82.
Bestemmer selv
Med sejren kan SISU CPH selv afgøre sin videre skæbne og få en modstander, der i hvert fald på papiret virker overkommelig. For med to point næste weekend mod Horsens IC vil holdet sikre sig grundspillets 3. plads og dermed en kvartfinaleserie mod Åbyhøj. I tilfælde af en 4. plads hedder modstanderen i stedet Team Fog Næstved. Et scenarie, holdet helst vil undgå: ”Nu står vi selv med muligheden, og det vil være dumt ikke at gå efter den. Vi har i denne sæson både tabt og vundet over Åbyhøj, men jeg mener stadig, at Næstved som hold har flere strenge at spille på og derfor også vil være en vanskeligere modstander”, siger træner Flemming Danielsen.