Allerede i december 2009 blev Gentofte Kommune underrettet af Rigsadvokaten om, at en kvinde, der på det tidspunkt arbejdede for tandplejen i Gentofte Kommune, var blevet dømt for bedrageri mod sin tidligere arbejdsgiver, Gentofte Hospital. På trods af advarslen lykkedes det kvinden i løbet af de næste fem år at svindle Gentofte Kommune for næsten fem millioner kroner. Arkivfoto: Jesper Bjørn Larsen
Allerede i december 2009 blev Gentofte Kommune underrettet af Rigsadvokaten om, at en kvinde, der på det tidspunkt arbejdede for tandplejen i Gentofte Kommune, var blevet dømt for bedrageri mod sin tidligere arbejdsgiver, Gentofte Hospital. På trods af advarslen lykkedes det kvinden i løbet af de næste fem år at svindle Gentofte Kommune for næsten fem millioner kroner. Arkivfoto: Jesper Bjørn Larsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Millionsvindler skal bag tremmer og i behandling

58-årig kvinde fra Søborg er idømt 2 år og 6 måneders fængsel for grov mandatsvig begået mod tandplejen i Gentofte Kommune i 2009-2014. Nu viser det sig, at Gentofte Kommune blev advaret mod kvinden helt tilbage i december 2009

Af Jesper Bjørn Larsen

Fredag blev en 58-årig kvinde fra Søborg kendt skyldig i grov mandatsvig ved Retten i Lyngby. Kvinden har i fem år fra 2009-2014 svindlet tandplejen i Gentofte Kommune for i alt 4,7 millioner kr.

Den 58-årige kvinde blev idømt 2 år og 6 måneders fængsel, hvoraf de 6 måneder skal afsones ubetinget, mens resten er gjort betinget.

“Retten valgte at gøre de to år betinget med vilkår om, at hun skal undergive sig psykiatrisk behandling. Det er Kriminalforsorgen, og ikke hende selv, der beslutter, hvor længe den behandling skal finde sted,” siger anklagerfuldmægtig Line P. Rosberg fra Nordsjællands Politi, der førte sagen.

Kvinden var ellers blevet erklæret egnet til straf af Retslægerådet, og anklageren havde nedlagt påstand om, at hele straffen skulle være ubetinget fængsel. Men dommeren og de to domsmænd gik altså imod den påstand.

Den tidligere administrative medarbejder i Tandplejen blev endvidere dømt til at betale erstatning til Gentofte Kommune for det fulde beløb, dvs. 4,7 millioner kr.

En betroet adgang

Mandatsviget foregik ved, at kvinden havde en betroet adgang til en konto beregnet til indkøb af materialer og tandlægeudstyr til tandplejen, men hun brugte løs fra kontoen til private ting, såsom køb af tøj, ferier, bil, etc., og hun førte også penge over til egen og andres konti.

Svindelen begyndte ved hendes ansættelse i Gentofte Kommune 1. juni 2009 og fortsatte til den 28. juli 2014, hvor svindelen blev opdaget og hun blev bortvist.

Det var et rent tilfælde, der gjorde, at Gentofte Kommune opdagede svindelen. En borger henvendte sig til kommunen og spurgte, om det virkelig kunne passe, at en kommunal konto blev brugt til at afdrage på den bil, han lige havde solgt til kvinden. Det kunne det ikke.

Med kvindens dom skulle man måske tro, at historien stopper her. Men nu viser det sig, at kvinden tilbage i december 2009 blev dømt skyldig i en sag om bedrageri mod sin tidligere arbejdsplads, Gentofte Hospital.

Da dommen dengang faldt, gjorde Rigsadvokaten Gentofte Kommune opmærksom på, at de havde en dømt svindler ansat.

Nu melder spørgsmålet sig: Hvordan kunne det gå til, at Gentofte Kommune lader en kvinde, som de ved er dømt for svindel, have fuld adgang til en konto, som hun så lænser for 4,7 millioner kr. i løbet af de næste fem år?

Det spørgsmål har vi stillet til Gentoftes kommunaldirektør, Frank E. Andersen, som dengang var skoledirektør og som dermed havde tandplejen under sig.

“Lederen af Tandplejen udførte ikke det ledelsestilsyn, som er påkrævet i Gentofte Kommunes kasse- og regnskabsregulativ. Der var således tale om et markant ledelsessvigt, som blev yderligere understreget af, at lederen oven i købet havde kendskab til medarbejderens tidligere behandlingsdom for økonomisk bedrageri,” svarer Frank E. Andersen og henviser dermed til den kvindelige leder af tandplejen, der dengang blev fritaget for tjeneste med øjeblikkelig virkning.

Bør få konsekvenser

Poul V. Jensen fra Nye Borgerlige er rystet over, at Gentofte Kommune i næsten hele svindelperioden var orienteret om, at de havde en dømt svindler ansat.

“Det sætter sagen i et helt andet lys. Med de nye oplysninger bliver jeg særdeles utryg ved ledelsen af Gentofte Kommune. Det tyder på, at Gentofte Kommune trænger til et gennemgribende eftersyn af forvaltning, kompetencer, processer og ansvar. Dette er et ledelsessvigt, der bør få konsekvenser,” siger Poul V. Jensen, der dermed sigter direkte til kommunaldirektøren.

“Hvis ikke han trækker sig, så vil jeg tage sagen op på førstkommende kommunalbestyrelsesmøde,” siger Poul V. Jensen.

Jeanne Toxværd fra Enhedslisten har også svært ved at finde den rette grimasse i sagen.

“Det er fuldstændig uhørt, at sådan noget kan foregå, det er det rene vanvid,” siger hun.

Villabyerne har konfronteret Frank E. Andersen med Poul V. Jensens udmelding, og her er, hvad han svarer:

“Henvendelsen fra Rigsadvokaten kom til den tidligere, nu pensionerede personalechef. Han videregav i overensstemmelse med normal proceduere straks informationen til den ansvarlige leder for tandplejen, der ikke orienterede andre i organisationen. Vi har et kasse- og regnskabsregulativ, som alle ledere skal følge - og lederen af tandplejen havde nemt kunnet konstatere svindlen, hvis hun havde fulgt dette. I så fald havde hun opdaget, at der manglede bilag for posteringerne - og hvis hun havde kontrolleret kontoudtog fra banken - som hun burde - havde dette også afdækket bedrageriet.”

Den 58-årige kvinde fra Søborg modtog dommen i retten.

Anklagemyndigheden har endnu ikke taget stilling til, om den vil anke dommen.

Publiceret: 27. Juni 2017 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere