Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ministerium: Alle kommuner må udtale sig om skat

Seneste svar fra Økonomi- og Indenrigsministeriet i annoncesagen slår fast, at landets kommuner bare skal slå sig løs i kommunale annoncer rettet mod staten, når det gælder skattespørgsmål

Af Jesper Bjørn Larsen

Da 34 borgmestre fra hovedstadsregionen - heriblandt Gentoftes borgmester Hans Toft (K) - i sidste uge indrykkede helsidesannoncer i flere landsdækkende aviser, hvor de tordnede mod at skulle sende så mange penge af sted til Jylland i udligning, var de på sikker grund.

For med Udlændinge- og Indenrigsministeriets afgørelse i annoncesagen fra Gentofte Kommune, er der i hvert fald ingen, der kan komme rendende og sige, at man ikke bør bruge kommunale midler på at kritisere staten i skattespørgsmål.

Det fremgår klart af svarene på de opfølgende spørgsmål, Villabyerne har sendt til afdelingschef Hans B. Thomsen fra Økonomi- og Indenrigsministeriet i sagen om den annonce fra januar 2015, som Ankestyrelsen erklærede ulovlig, men som ministeriet siden blåstemplede.

Som Villabyerne tidligere har fortalt, slog ministeriets afgørelse fast, at en kommune godt må “lovligt udtale sig om indretningen af lovgivningen på et givent område, der har særlig betydning for kommunen.” Vi spurgte så, hvorfor Gentofte Kommune har en særlig interesse / hjemmel til at udtale sig om ejendomsskatter, når det er nogle regler, der gælder alle landets kommuner?

Lovligt for alle

“For så vidt angår dit spørgsmål om annoncens særlige betydning for Gentofte Kommune kan ministeriet bemærke, at det netop følger af udtalelsen, at det efter ministeriets opfattelse vil være lovligt for alle landets kommuner at udtale sig om lov om kommunale ejendomsskatter. Det skyldes, at den pågældende lovgivning må anses for at have særlig betydning for alle landets kommuner,” skriver Hans B. Thomsen til os.

Da vi ikke følte, vi havde fået et klart svar i første omgang, spurgte vi også ministeriet, hvorfor de i deres afgørelse har valgt helt at se bort fra Gentoftes borgmesters læserbrev i samme avis fra 6. januar 2015 og det faktum, at Det Konservative Folkeparti i februar 2015 stillede lovforslag om, at staten skulle overtage ansvaret for opkrævning af grundskatterne. To forhold, der gav annoncen i Villabyerne sin klare landspolitiske klangbund.

Her lyder svaret fra afdelingschef Hans B. Thomsen:

“For så vidt angår dit spørgsmål om betydningen af borgmesterens læserbrev og det beslutningsforslag, som efterfølgende blev behandlet i Folketinget, kan ministeriet bemærke, at det – som det fremgår af udtalelsen – er ministeriets opfattelse, at det ikke er relevant at inddrage beslutningsforslaget i vurderingen af lovligheden af annoncen. Beslutningsforslag har nemlig ikke i sig selv bindende virkning. Borgmesterens læserbrev er efter ministeriets opfattelse sendt som led i den pågældendes politiske hverv og ikke som repræsentant for kommunen. Ministeriet har ikke herudover yderligere bemærkninger til dette.”

Forsker undrer sig

Kommunalforsker ved Danmarks Journalisthøjskole Roger Buch vurderer de nye annoncer om udligning til at være en del af en politisk kampagne i et landspolitisk spørgsmål. Og han hæfter sig ved, at udligningssystemet og en eventuel reform er af stor betydning for kommunerne, men det er reformer af den sociale servicelov, folkeskoleloven og ældrepolitikken også.

"Hvis Indenrigsministeriet og regeringen accepterer annoncerne kan kommunerne fortsætte ud ad sporet og bruge i princippet uendeligt mange skattekroner på annoncekampagner for at presse regeringen - og i dette tilfælde også føre kamp imod andre kommuner. Disse kommuner kunne så indrykke mod-annoncer. Det er en helt uholdbar situation, og jeg forstår ikke, hvis ikke indenrigsministeren eller regeringen reagerer på dette, som efter min vurdering er en klar overtrædelse af kommunalfuldmagten," siger han.

Opdateret den 8. februar 2018

Publiceret: 08. Februar 2018 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne