Så skal der fiskes.
Så skal der fiskes.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

NATUR: Fisketur gik i fisk

Tekst og foto: Torkild Kristensen

Efteråret er et godt tidspunkt til at opleve nogle fugle, som kun fåtalligt eller slet ikke yngler her i landet, når de undervejs fra ynglepladserne i det nordlige Skandinavien til vinterkvarterer i middelhavsområdet eller Afrika trækker hen over eller gør fourageringsophold hos os.

Det gælder for eksempel den smukke rovfugl fiskeørnen, som har nogle specielle krav til redetræer samt fred og ro i yngleområdet, hvilket ikke altid er nemt at finde i et opdyrket og tætbefolket land som Danmark, hvor der kun yngler nogle enkelte par. Derimod anslås der at yngle 3-4.000 par i Sverige.

Fiskeørnen, med vingefang på 150-175 cm og en længde på 55-60 cm, er den eneste rovfugl, der næsten udelukkende lever af fisk. Den fouragerer mest ved at styrtdykke ned i vandet fra 20-30 meters højde og griber byttet i ned til en meter under vandoverfladen med sine kløer, som er specialudviklet til dette formål.

Om efteråret kan man være heldig at se fiskeørnen fouragere ved sjællandske søer, bl.a. Gentofte Sø og Rådvaddam, under ophold på den lange flyvetur fra Nordskandinavien til Vestafrika. Ved en anden lille sø i Nordsjælland kom et par unge fiskeørne i september på fiskeri flere gange dagligt. Sikkert på grund af en endnu ikke færdigudviklet fisketeknik mislykkedes en stor del af fangstforsøgene, og der var også andre problemer i vejen.

En morgen ankom en af ørnene og begyndte at fiske, men allerede efter et enkelt forsøg dukkede en stormmåge op og påbegyndte en ihærdig, langvarig og meget støjende omgang mobning af ørnen. Ikke nok med det, da mågen omsider blev træt, ankom en gråkrage og fortsatte straks mobningen.

Fiskeørnen, der jo så godt som udelukkende æder fisk, udgør ikke nogen fare for måger og kragefugle eller deres afkom, men disse fugle chikanerer rutinemæssigt de fleste rovfugle, de møder året rundt.

Med måger og krager svirrende om hovedet er det umuligt at koncentrere sig om at fiske, og ørnen forsvandt da også snart for at lede efter et mere fredeligt sted til at fange sin morgenmad.

Du kan godt tro om igen...
Du kan godt tro om igen...

Publiceret: 10. Oktober 2017 10:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere