Mad til sulten unge?
Mad til sulten unge?
Fotos: Torkild Kristensen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

NATUR: Lille fugl på fravænning

Fugleforældre snyder deres unge for at lære den at finde mad selv

Tekst og foto: Torkild Kristensen

I naturen - som andre steder - er det ikke altid det første indtryk, som udgør virkeligheden.

For eksempel ser man på de to fotos fra Jægersborg Dyrehave tilsyneladende en sulten rødstjerteunge blive madet af sin far, selvom billedernes rækkefølge synes at være forkert.

Rødstjerten er en af de smukkeste og mest farveprægtige småfugle, som om foråret ankommer fra Afrika for at yngle på vore breddegrader. Specielt hannen med orangerød underside, blågrå overside, hvid pande og sort maske og selvfølgelig rød hale er et helt eksotisk syn.

Vigtig rejseforberedelse

Rødstjerten bygger helst rede i løvskov, og især huller i gamle bøgetræer er populære.

Af samme årsag er der hvert år mange ynglepar i Jægersborg Dyrehave og andre gamle nordsjællandske skove. Hunnen lægger 5-6 æg, og ungerne mades med insekter, edderkopper og larver.

I sensommeren påbegynder både ældre og unge fugle den lange flyvetur til vinterkvartererne i Afrika syd for Sahara.

Her et stykke inde i juli måned er ungerne forlængst fløjet af reden og følger med forældrene rundt på fouragering, men er fortsat blevet madet, som da de stadig opholdt sig i reden.

Med kun nogle få uger til Afrika-rejsens påbegyndelse er det selvfølgelig på tide, at de nu selv lærer at fouragere.

Ungen her har taget plads på en væltet træstamme, hvorfra den kan høre forældrenes uafbrudte kalden under deres fouragering i nærheden. Begge forældre har flere gange været henne forbi ungen, der tigger ivrigt med små, knasende lyde, vibrerende vinger og vidtåbent næb, men de har ikke haft mad med til den.

Omsider kommer hannen helt hen til ungen med et insekt i næbbet. Han stikker sit næb med insektet dybt ned i ungens gab og trækker efter et øjeblik næbbet til sig igen – men minsandten, om han ikke også trækker godbidden med ud – og beholder den.

Det får ungen til at spærre gabet endnu højere op og flagre voldsomt med vingerne, men hannen kigger bare lidt på ungen, vender ryggen til og flyver bort.

Forståeligt nok ser ungen både skuffet og forbløffet ud, men flyver så efter sin far og mor, der nu vil lære deres efterhånden meget sultne unge at finde føden selv.

... eller bare lokkemad?
... eller bare lokkemad?
Publiceret: 14. Juli 2017 11:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!