69 procent af Gentoftes pædagoger siger i en ny undersøgelse, at de ofte står alene med børnene. Modelfoto: Mostphotos
69 procent af Gentoftes pædagoger siger i en ny undersøgelse, at de ofte står alene med børnene. Modelfoto: Mostphotos
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ny undersøgelse: Pædagoger står alene på stuerne

I en undersøgelse af BUPL svarer syv ud af ti af Gentoftes pædagoger, at de ofte står alene med op til 17 børnehavebørn

En pædagog til 17 børn. Den situation er ifølge en ny undersøgelse hverdag på Gentoftes daginstitutioner. Pædagogernes fagforening BUPL har spurgt deres medlemmer, hvor meget alenetid, de oplever i løbet af en tilfældig arbejdsdag, og her svarer 69 procent, at de ofte står alene med hele børnegruppen.

I gennemsnit er de alene i 54 minutter ad gangen. Tallene vækker genkendelse hos Katja Bank Christensen, der er konsulent i BUPL Nordsjælland og forhandlingsleder i Gentofte.

“Fuldstændig. Det er de tilbagemeldinger, vi også har fået løbende fra tillidsrepræsentanterne. Det er ret svært at gennemføre pædagogiske aktiviteter, når man er alene med så mange børn,” siger hun til Villabyerne.

Noget, der dog overrasker hende ved undersøgelsen, er, at 46 procent af kommunens pædagoger svarer ja til, at de inden for det seneste år har oplevet situationer, der var uforsvarlige eller decideret farlige, mens de stod alene med børnene.

“Det er et højt tal, også set i forhold til det nationale tal. Og det, synes jeg, er udfordrende for en kommune i Gentoftes kaliber.”

Ifølge Katja Bank Christensen er der kun én ting, der kan afhjælpe problemet.

“Det eneste, der løser det, er, at der kommer flere uddannede hænder,” siger hun og henviser til, at der politisk er blevet taget skridt i den retning.

“Sidste år besluttede man at hæve andelen af pædagoger i daginstitutionerne, så vi er på den rigtige vej. Men der er også et ønske fra politisk side om høj kvalitet, og der er for eksempel kommet krav om mere engelsk og motion. Det er svært at føre ud i livet, når den oplevede virkelighed for pædagogerne er, at de mange gange står alene med børnene, når de skal lave de her aktiviteter.”

BUPL's undersøgelse blev sendt ud til 20.094 af fagforeningens medlemmer, der arbejder med børn i alderen 0-5 år. I alt har 40 procent svaret. I Gentofte var svarprocenten 40.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra formanden for Gentofte Kommunes Børn og Skoleudvalg, da hun er på ferie.

Publiceret: 06. April 2017 18:15
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Villabyerne

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt