I 1991 debuterede den nu 41-årige Jan Eberhardt på Teatret Bag Kroen i 'Nøddebo Præstegård'. Nu er han vendt tilbage som leder af teatret. Foto: Henrik Holst

I 1991 debuterede den nu 41-årige Jan Eberhardt på Teatret Bag Kroen i 'Nøddebo Præstegård'. Nu er han vendt tilbage som leder af teatret. Foto: Henrik Holst

Nye kræfter til Teatret bag Kroen

Det lokale teater i Ordrup har fået ny ledelse

Af
Af Anne Schøning Christensen

 

Når tæppet går til endnu en forårssæson på Teatret bag Kroen i Ordrup bliver det med ny ledelse. Holdet, der har stået bag teatret siden 1986, stoppede i efteråret sidste år. "Det er noget, vi har overvejet længe. Der skal nye kræfter til", siger Ivonne Cadovius, der har været leder af teatret. "Det er ikke fordi, vi har manglet publikum eller penge. Vi er bare kørt trætte", siger hun. Teatret bag Kroen har eksisteret siden 1986. I løbet af få år blev teatret bag Ordrup Kro en succes og kunne i 1990 kalde sig professionelt. Det er Frans Albers fra Ordrup Kro, som ejer teatrets lokaler. Han har sikret, at der fortsat vil være teater i det lille bindingsværkshus. "Mange har været interesseret i at overtage. Valget er faldet på en, som vil føre stedet videre i samme ånd, men også tilføre fornyelse", siger Frans Albers. 1. marts er det komikeren 41-årige Jan Eberhardt, der går på scenen med sit one man show ' Mit liv som mand'. Det er også ham, der fremover skal lede teatret. Slut med mor(d)-mysterier "Jeg havde hørt, det skulle lukke. Og det syntes jeg var synd, så jeg tog springet og tilbød, at jeg gerne vil føre det videre", siger Jan Eberhardt, der blandt andet har været instruktør på Midtsjællands Revyen og kunstnerisk leder af Dronningemølle Revyen. I 1991 havde han sin debut på Teatret bag Kroen i forestillingen 'Nøddebo Præstegård'. Siden har han optrådt rundt i landet med revy og stand-up. Og det er netop med komedier og stand-up, Jan Eberhardt vil føre Teatret bag Kroen videre. "Der vil være humoristiske forestillinger for både børn og voksne", lover Jan Eberhardt. Som noget nyt vil han hver torsdag - når der ikke er forestillinger, arrangere 'sjov torsdag'. Det er meningen, at både kendte og nye stand-up-komikere skal besøge Teatret bag Kroen. "Mor(d)-mysterierne, som teatret har været kendt for, bliver i første omgang droppet for at gøre plads til det nye", siger Jan Eberhardt. Der er dog stadig plads til, at Ordrup Scenen kan vise deres forestillinger hos Teatret bag Kroen. Den 31. januar har de premiere på 'Stamherren'.

Publiceret 19 January 2007 00:00