Skuespillerblod i årerne

Af
Af Rasmus Lind

Hun drømmer som så mange andre teenagere om at blive skuespiller. Men i modsætning til andre på hendes alder er Rebecca Schønberg allerede godt på vej. I efterårsferien rullede de første afsnit af serien 'Isa's Stepz' over skærmen på DR, hvor den 13-årige pige spiller Isa's veninde Ronja. Hun kom med i serien efter at have set et opslag dér, hvor hun en gang om ugen går til hip-hop- og discodans. "Jeg skrev til mailadressen, som stod på sedlen. Der blev afholdt tre auditions, hvoraf jeg var med til to af dem", forklarer hun. Den spinkle, danseglade pige smiler og fortsætter så: "Derefter blev der lavet en pilotudsendelse for at vise de folk med pengene, at det var værd at investere i". Og det var den. Indtil videre er der blevet lavet 14 afsnit 'Isa's Stepz', og til januar går produktionen af sæson to i gang.

Hårdt program
Der er tryk på, når 'Isa's Stepz' skal i kassen. Siden optagelserne begyndte i starten af august og indtil de sluttede for to uger siden, har det lille produktionshold arbejdet på højtryk to dage om ugen. Det har givet fravær fra Tjørnegaardskolen, hvor Rebecca Schønberg til daglig går i 7. klasse, og givet lidt huller i de fag, som lå de to dage. Selvom hun skal vænne sig til at være tilbage alle ugens dage, og selvom der er nogle fag, hun er gået glip af, er både hun og hendes lærere sikre på, at hun nok skal indhente det tabte. "Jeg var til skole-/hjemsamtale for et par dage siden. Mine lærere sagde, at jeg var en glad og smilende pige, som følger godt med", siger hun let forlegen.

Fremtidsdrømme
Rebecca Schønberg har gået til dans i syv år, men det er skuespildrømmene, som fylder mest i planerne for fremtiden. "Det er det eneste, jeg kan forestille mig at lave. Jeg kan ikke se mig selv sidde inde i et klemt værelse hele dagen", siger hun. Samtidig forklarer hun, at der flyder lidt skuespillerblod i hendes årer. "Min oldefar var far i Far til Fire - Ib Schønberg. Han sidder nok deroppe og kaster gode råd ned til mig", siger hun. Seriens produktionsassistent Sanne Jørgensen, som er med under interviewet med den unge skuespiller, supplerer. "Vi kunne se allerede fra starten, at hun har talent. Hun spiller knag'me godt, og det falder hende helt naturligt at spille. Hun udvikler sig for hver dag, hun spiller", forklarer hun.

Publiceret 29 November 2008 13:00