Kendt familiebageri er gået konkurs

Side om side med julepynten hænger til salg-skiltet i vinduet hos Reinh. van Hauen på Jægersborg Allé. Det traditionsrige bageri er gået konkurs

Af
Af Anne Schøning Christensen

Når hr. og fru Jensen vælger at købe halve brød i stedet for hele, så kan det mærkes på indtjeningen. Også selv om man er et kendt og traditionsrigt bageri. Fredag den 3. december blev bagerforretningen Reinh. van Hauen på Jægersborg Allé erklæret konkurs. Siden sommer har det stået skidt til med indtjeningen. "Vi har været hårdt ramt siden sommerferien. Vi kunne bl.a. mærke det på, at kunderne købte halve brød i stedet for hele. Folk er begyndt at spare. Og da det ikke er muligt at se bedring i den nærmeste fremtid, så var det bedst at stoppe, inden jeg mistede for mange penge på det", siger Christian Thulstrup, der de sidste 14 måneder har været ejer af Reinh. van Hauen på Jægersborg Allé og Dampfærgevej på Østerbro. Forretninger Christian Thulstrup har mistet over tre millioner kr. på. "Det er ærgerligt, for det er forretninger med en stor historie bag", siger Christian Thulstrup, der bl.a. har fundet honningkageopskrifter i bageriets gamle bøger, som stammer helt tilbage fra begyndelsen af 1900-tallet. "Vi overtog jo navn og hvad dertil hører af forpligtelser, når det angår opskrifter og traditioner", siger Christian Thulstrup. Kamp om navnet Om de nye ejere af lokalerne på Jægersborg Allé og Dampfærgevej vil føre Reinh. van Hauen navnet videre, melder historien endnu ikke noget om. De har dog tilladelsen, selv om den ene gren af van Hauen for tre år siden, under noget der kunne minde om et familiedrama i bedste sendetid, forsøgte at sætte en stopper for at andre, udover van Hauen, kunne bruge navnet til at drive forretning. Før Christian Thulstrup overtog forretningerne på Jægersborg Allé og Dampfærgevej, var de ejet af Beatrice van Hauen, der er oldebarn til grundlæggeren af familiebageriet. Oldefaren testamenterede sin virksomhed til sine to sønner og siden da, har der eksisteret to grene af Reinh. van Hauen bagerierne. "Da det kom os for øre, at Beatrice havde planer om at sælge forretningerne, var det vigtigt for os at sikre, at familienavnet ikke kom i andres hænder", siger Klavs van Hauen, der er grandfætter til Beatrice van Hauen og ejer Reinh. van Hauen forretningerne i Magasin i København og Lyngby og på Gl. Kongevej, Østergade, St. Kongensgade og Nordre Frihavnsgade. Sagen om Reinh. van Hauen navnet endte i retten. En sag Beatrice van Hauen vandt, og hun fik dermed lov til at sælge forretningen videre under navnet Reinh. van Hauen. "Jeg havde jo på ingen måder interesse i at sælge de forretninger, som min egen familie og jeg havde lagt liv og sjæl i, til nogen, der ikke ville føre det videre i samme ånd", siger Beatrice van Hauen, der i 15 år drev forretningerne på Jægersborg Allé og Dampfærgevej. Grandfætter Klavs van Hauen driver sine forretninger videre. Nu med nyt logo og ny farve, så forskellen mellem de to Reinh. van Hauen grene kan ses. Men selv om lokalerne og Reinh. van Hauen skiltene er ledige på Jægersborg Allé, så bliver det ikke Klaus van Hauen, der overtager. "Nej, vi koncentrerer os om, de forretninger vi har", siger Klavs van Hauen. Så indtil videre hænger til salg-skiltet og julepynten side om side i familiebageriet på Jægersborg Allé.

Publiceret 22 December 2008 07:00