Fire anholdt ved Retten i Lyngby

Politiet har anholdt fire personer ved Retten i Lyngby i forbindelse med bande-retssagen

Alt ånder indtil videre fred og idyl ved Retten i Lyngby, hvor tre mænd med relationer til HA-rockerne i dag står anklaget for et overfald på to mænd med indvandrerbaggrund på Strandvejen i Hellerup i april.

Grupperinger fra både rocker- og indvandrermiljøet er mødt op, og politiet har pakket retten ind i politibetjente med skudsikre veste og maskinpistoler.

Ved ti-tiden blev to mænd anholdt, da politiet fandt våben og narko i deres bil på Lyngby Hovedgade foran retsbygningen. Vicepolitiinspektør Freddy Beck Jensen fra Nordsjællands Politi oplyser, at de to mænd har forbindelser til det kriminelle miljø.

Kort før klokken 11 blev yderligere to mænd anholdt, da en narkohund ransagede deres bil, som de netop havde parkeret på p-pladsen foran retsbygningen, og fandt 200 gram hash. De to mænd har dog intet med retssagen mod de tre rocker-relaterede overfaldsmænd at gøre, oplyser Freddy Beck Jensen.

Publiceret 12 August 2009 11:22

SENESTE TV