Nihilisme for Povl Bregengaard er, at der ikke er nogen foruddefinerede værdinormer her i livet, han kan forholde sig til. Men han er ikke en fundamentalistisk nihilist, der slet ikke kan se meningen med noget som helst.

Nihilisme for Povl Bregengaard er, at der ikke er nogen foruddefinerede værdinormer her i livet, han kan forholde sig til. Men han er ikke en fundamentalistisk nihilist, der slet ikke kan se meningen med noget som helst. "Så bliver man en grøntsag, der kun kan sidde i et hjørne og pille sig i navlen", siger han. Foto: Jesper Bjørn Larsen

Han vil opvarme Øresund

Povl Bregengaard er den lokale kandidat for Nihilistisk Folkeparti, der kalder universet fuldstændig meningsløst. Han går til kamp for at få opvarmet Øresund, måske med svenskernes hjælp, hvis de vil genåbne Barseback

Af
Af Jesper Bjørn Larsen

Synes du også, at kirkeklokker kl. 10 om søndagen burde forbydes, fordi mange ret beset har tømmermænd på det tidspunkt? Er du enig i, at momsen på farlige fødevarer burde fjernes, da dødeligheden alligevel er 100 procent? Tænker du tit, at universet er meningsløst - og at den politiske virkelighed er en medieskabt illusion? Så bør du overveje at sætte sit kryds ved liste N til kommunalvalget. Nihilistisk Folkeparti - partiet med det fængende slogan 'det hele er alligevel ligegyldigt, spild din stemme på os' - vil være dine åndsfæller. Og ingen nærmere end Povl Bregengaard, en nydelig IT-konsulent på 52 år, der vil tage nihilismen med ind på Gentofte Rådhus. Vi spurgte ham om valgets vigtigste tema. "Jeg er jo vinterbader, men nogle gange er vandet simpelthen for koldt. Jeg vil godt slå et slag for, at vi varmer Øresund op. Eventuelt kan vi forhandle med svenskerne om at få genåbnet Barsebäck til at varme vandet". Andre mærkesager? "Stop de der kirkeklokker. På alle tidspunkter af døgnet skal vi høre, at de bimler med klokkerne. Vi er altså nogle, der gerne vil sove". Har du andet? "Det er vel, hvad jeg kan regne med at få gennemført. Er det ikke nok"? Spørgsmålet får ikke lov at hænge længe i luften. "Nihilistisk Folkeparti i København vil gerne sælge Den Lille Havfrue, og vi sender en forhandlingsdelegation til Kina i det nye år. Hvis det ikke lykkes, kan det være at Gentofte Kommune skulle købe den"? Hvor skulle den stå? "Den kan godt stå i min have, hvis det er". Tag nu sådan noget som den store skoleudvikling og -ombygning i Gentofte, hvad er din holdning til den? "Hele SKUB-diskussionen er overflødig, for mit parti har en klar nul-barnspolitik. Vi mener ikke, man skal sætte børn i en meningsløs verden". Hvordan synes du, Hans Toft klarer det som borgmester? "Jeg synes, hans kæde ser tung ud. Det ser ud som om, den tynger ham lidt. Det kan være, vi skal finde en light-udgave til ham". Povl Bregengaard kigger uskyldigt på journalisten, der har svært ved at undertrykke sit grin. Er demokratiet ikke for vigtigt til at gøre nar af det? "Vi gør ikke nar. Vi bruger bare humoren til at sætte nogle ting lidt på spidsen. Andre partier har renset ud for landsbytosser, vi består ikke af andet. Man skal ikke gøre grin med folk, der har leukæmi, det siger sig selv. Man skal anvende humor med omtanke, men det er også den eneste regel i partiet. Vi er på bunden, så der er højt til loftet". Men det er måske lidt svært at tage jer seriøst? "Okay, jamen jeg har svært ved at tage det seriøst, når nogen vil sætte den kriminelle lavalder ned til 14, selv om der står en skov af eksperter og advarer mod det. Eller når man siger 'forbyd burka'. Det opfatter jeg som mindst lige så absurd som vores forslag". Hvorfor stille op til et valg, hvis det ikke giver nogen mening? "Når det alligevel ikke giver nogen mening, så kan man lige så godt stifte et parti". Men hvad skal man bruge jer til? "Det giver mening for mig at foretage mig noget, der ikke kan bruges. Jeg accepterer ikke den grundpræmis, at ting skal kunne bruges, før det giver mening. Jeg har arbejdet med IT i 20 år, og der har jeg lært, at man laver mange ting, der ikke kan bruges til noget. Andet end at frustrere folk". Ifølge spidskandidat Povl Bregengaard, der stiller op til valget sammen med sin 19-årige søn Jesper Bregengaard, er de fleste danskere i virkeligheden nihilister. De har bare ikke opdaget det endnu. "Hvis politikerne virkelig ville gøre noget ved den globale opvarmning, så kunne de da bare forbyde alle biler. Og hvis danskerne virkelig skulle leve efter de værdier, de siger, de lever efter, så ville det kræve nogle helt andre valg. Ifølge WHO kan man holde et barn i Afrika i live for 89 øre om dagen, men danskerne vil hellere bruge 300.000 kr. på et samtalekøkken. Det er helt okay, men så skal man bare erkende, man er nihilist". Hånden på hjertet, Povl, hvor mange stemmer regner du med at få til valget? "Jeg får vel to. Jeg stemmer på min søn, og han stemmer på mig. Og så stemmer min kone på os begge to". Det kan hun da ikke? "Hun kan da prøve".

Publiceret 03 November 2009 13:00