Biblioteket anbefaler:

Beate Grimsrud, 'En dåre fri'

Af
Af litteraturkonsulent Signe Pallisgaard

Gentofte Hovedbibliotek

"Det er mig der er Eli. Det betyder min Gud på hebraisk. Det er både et pigenavn og et drengenavn. Jeg kan ikke være i lejligheden. Gulvene skråner mod de farlige vinduer ud til gården. Jeg bor på syvende sal. Vinduerne trækker mig til sig. Jeg kan kaste mig ud. Jeg kan springe. Jeg er bange."

Så lige på og hårdt slår Beate Grimsrud tonen af i romanen 'En dåre fri', der i år opnåede en dobbeltnominering til Nordisk Råds Litteraturpris, da både Norge og Sverige valgte at indstille den til hæderen.

Romanen er en hudløs beretning om et menneskes kamp mellem styrke og svaghed, og om det at leve med sine psykoser.

Jeg-fortælleren Eli er 39 år og har været ind og ud af psykiatriske afdelinger de sidste tyve år. Hun bor alene i en lejlighed, hvor hun har dækket vinduerne til med mørke gardiner, men hende vilje til at leve og skabe er stor, og hun finder afløb for sin kreativitet i både litteratur, film og musik.

Men Eli lever sit liv med de tre drengestemmer - Espen, Erik og Emil - i hovedet. De har fulgt hende det meste og livet og giver hende sjældent fred.

Romanen er sat sammen af små, punktvise afsnit, der veksler mellem nedslag i diverse barndoms- og ungdomserindringer og så nutiden.

Det er især i disse tilbageblik, at den litterære gennemslagskraft viser sit sande ansigt. For bogens store styrke er den imponerende kunstneriske bearbejdelse af et svært stof.

Med 'En dåre fri' åbner Beate Grimsrud døren til en verden, som er ukendt for de fleste; de indgående og præcise beskrivelser af Elis sindslidelse og kriser er ikke blot vedkommende og hjerteskærende læsning, men også fin litteratur - og hvis man kan tillade sig at bruge det upassende ord: stærk underholdning.

Publiceret 13 August 2011 07:30

SENESTE TV