Ugens læser:

forfatter Kim Lange

Kim Langer, 48 år, forfatter og oversætter

Hvilken roman har du sidst læst?
Jeg er netop blevet færdig med 'Frihed' af Jonathan Franzen, der af mange er blevet udråbt til den nye, store amerikanske samtidsroman. Han skriver suverænt og er en stor menneskekender, så man vender siderne som i en spændingsroman, uden at der nødvendigvis sker specielt meget.

Hvem er din favoritforfatter?
Jeg har heldigvis haft mange favoritforfattere gennem tiden. Første var det Tolkien og Frank Herbert, så var det John Irving og John Fowles og Svend Åge Madsen, senere blev det forfattere som indiske Amitav Gosh og afghanske Khaled Hosseini. I dag ved jeg ikke, hvem jeg skal pege på, men jeg læser altid de nye bøger af Salman Rushdie og John le Carré.

Hvad er din favoritgenre?
Jeg går ikke så meget op i genrer, når bare bogen er velskrevet, og personerne er psykologisk troværdige. Dog vil jeg helst læse om noget, der ikke ligner min egen verden, så jeg læser ofte bøger, der foregår fjernt fra Danmark eller i miljøer, der er fremmede for mig. Fantasy og science fiction har jeg det fint med, mens jeg ikke rigtig gider lufthavnskrimier.

Har du nogensinde opgivet en bog?
Jeg har lagt mange bøger fra mig uden at læse dem færdig, såvel elendige krimier som litterære bøger som fx Karl Ove Knausgårds 'Min kamp', som jeg gik i stå i. Eminent velskrevet, men for mig uvedkommende. Det skal ikke være højtideligt at læse en bog. Hvis den ikke fænger, så vælg en ny. Jeg ser heller ikke en dårlig film færdig, bare fordi jeg er begyndt på den.

Hvilken bog vil du anbefale andre læsere?
Ud over mine egne bøger synes jeg, man skal læse 'En halv gul sol' af Chimamanda Ngozi Adichie om to søstre, der vender hjem til Nigeria under Biafra-krigen i 1960?erne. En barsk og smuk bog.

Publiceret 27 August 2011 06:30

SENESTE TV