Årets kunstner, Ulrik Hoff, arbejder på et af sine karakteristiske landskabsmalerier.

Årets kunstner, Ulrik Hoff, arbejder på et af sine karakteristiske landskabsmalerier.

Ny film går bag om årets kunstner Ulrik Hoff

Årets kunstner udgiver en bog, der ledsages af en dokumentarfilm om hans liv

Af
Af Annette Houman

Gentofte-maleren Ulrik Hoff, som i år er udnævnt til Årets kunstner i Gentofte, har en ny udstilling på vej. Og nok så interessant også en kombineret bogudgivelse og dokumentarfilm om hans liv, motiver og kunstneriske metode.

Ulrik Hoff betegner selv denne bogudgivelse som et højdepunkt i sin karriere og har presset på for at gennemføre udgivelsen nu, selvom den oprindeligt var tænkt udgivet om to år til hans 75 års fødselsdag.

Nøglen til friheden

Over sensommeren har et filmhold fulgt Ulrik Hoff, og her blev der afsløret nogle af de arbejdsprocesser, som Ulrik Hoff normalt kun modstræbende fortæller om.
Det er ikke altid nemt at forstå, hvad der driver kunstneren, men følgende citat fra filmen illustrerer hans drivkraft:

"Jeg maler, fordi jeg gerne vil udtrykke noget, jeg har set. Jeg vil gerne have, at folk skal føle, at de har oplevet det. Jeg er ikke interesseret i at male efter naturen, som den er. Det skal give en oplevelse for andre. Det er friheden".

Farvefænomen i malerierne

Ulrik Hoffs kunst udmærker sig bl.a. ved at være præget af en stærk personlig stemme. Han frembringer et særligt farvefænomen i sine malerier, som han refererer som ?glimt?. Det viser sig som en særlig farvekombination, der får billedet til at lyse, eller skinne på samme måde som vinden i kornet på en solskinsdag.

Det er netop det, der adskiller Ulrik Hoffs billeder fra så mange andre landskabsmalere, og det er uden tvivl også en af årsagerne til hans nylige kåring.

Ulrik Hoff formår at male sin kærlighed til naturen ind i billederne. Det har været omdrejningspunktet for den kommende film og bog, hvor Ulrik Hoff bl.a. er rejst rundt i Nordsjælland med filmholdet og dokumenteret de landskaber, der står ham så nært.

Ulrik Hoffs kommende udstilling, bog og filmudgivelse er en treenighed, hvor publikum møder både kunsten, naturen og manden bag kunsten.

Udstillingen kan ses i Galerie Knud Grothe fra lørdag den 29. oktober, hvor også uddrag af filmen vises.

Publiceret 26 October 2011 06:00