Snart myldrer det med loppejægere bag Charlottenlund Station, hvor det i år er Pia Bilton, som står i spidsen for Gentofte Loppemarked

Snart myldrer det med loppejægere bag Charlottenlund Station, hvor det i år er Pia Bilton, som står i spidsen for Gentofte Loppemarked

Nye kræfter bag Gentofte Loppemarked

I år står Pia Bilton for det populære loppeareal ved Charlottenlund Station med nyheder som tema-lørdage og Street Food. Og så er der en fremstrakt hånd til skolerne

Af
Tekst og foto: Annette Houman

Abstinenserne er ved at indfinde sig hos de mange loppeentusiaster. Inden længe går starten for årets loppesæson - også i Charlottenlund, hvor det i år er Pia Bilton, som står i spidsen for Gentofte Loppemarked på det gamle banegodsareal bag Charlottenlund Station.
"Jeg har i flere år været nærmest fast inventar, både med egen stand og som ivrig køber, mit andet hjem i sæsonen kan man vist roligt kalde det, og jeg har flere ideer til, hvordan vi kan gøre Gentofte Loppemarked endnu bedre", smiler en meget travl Pia Bilton, som netop nu bruger næsten al sin fritid på at udleje standpladser, indgå aftale med mad & drikke-leverandør og informere skoler og gymnasier om én af sine nye ideer.

Penge til studieturen

"Vi har i år også mulighed for at gøre brug af arealet om lørdagen. Nogle lørdage vil der være tema-markeder med antikviteter og bedre indbo, andre lørdage kan temaet være designermarked. Jeg har desuden skrevet ud til alle kommunens skoler og gymnasier og tilbudt dem at holde loppemarkeder visse lørdage, så de kan samle ind til deres forskellige studieture og lejrskoler", siger hun og tilføjer:
"Som mor til en søn i gymnasiet er jeg meget bevidst om, at studieture koster, så hvorfor ikke give mulighed for, at de unge selv bruger nogle timer en lørdag for på den måde at bidrage til fælles oplevelser på en kommende tur. Udover at tjene til fælles fornøjelse giver det også en god social platform for de unge. Pladserne får de lov at leje til næsten halv pris", fortæller Pia Bilton, som bor få hundrede meter fra loppearealet og er vokset op med boligindretning og interiør som datter af en lokal indretningsarkitekt, Elsebet Münter.

Kebab og kaffe

En anden nyhed bliver muligheden for at købe Street Food.
"Street food er det nye hotte, nemlig transportable madbiler, som kører rundt i et område, eller som i vores tilfælde ud til parkeringspladsen ved indgangen til loppemarkedet. Vi har lavet en aftale med en kebabvogn fra den spritnye kæde Happy Kebab. Vi vil også sørge for kaffe og rundstykker fra morgenstunden".
Gentofte Loppemarked tager hul på sæsonen allerede søndag den 1. april, Palmesøndag, og runder af den 1. oktober. Der er åbent mellem kl. 8 og 14, og det er kun private, som må leje standpladser. Dem er der 50 af, og de bestilles via www.gentofte-loppemarked.dk.
"Det går stærkt nu med udlejningen, så man må holde sig til. Man kan følge med på Facebook på Gentofte Loppemarked 2012, og her vil jeg også fortælle om tema-lørdagene, efterhånden som de er på plads", lover Pia Bilton.

Publiceret 21 February 2012 06:00