"Integrationen har brug for alle hænder", lyder budskabet fra Natasha Al-Hariri.

Tranegårdskolens enlige muslim viser vejen

23-årige Natasha Al-Hariri har boet i Gentofte hele sit liv og er en pige som mange andre. Hun elsker musik, går tit i biografen og teatret, men har aldrig set en opera. Hun vidste ikke, at hun skulle læse jura, før hun på vognturen efter studentereksamen

Af
Af Christian Klauber

Dansk Ungdoms Fællesråd

Natasha Al-Hariri's muslimske opdragelse understreges af det tørklæde, der omkranser hendes hoved. Det har dog ikke altid siddet der. Først da hun som 13-årig kom hjem fra en familieferie i Libanon, besluttede hun, at 'nu skulle det være'. Indtil da havde hun slet ikke set sig selv med tørklæde og var, som hun siger det, "bare den eneste muslim på Tranegårdskolen i Hellerup".
Hjemme stod døren altid åben for Natashas veninder, og selvom Natasha blev opdraget arabisk og skulle bede og faste, havde hun stor frihed til at undersøge Danmark og danske værdier. Hun gik til trampolin, klaver, karate, svømning, badminton og spejder.
Hun diskuterede religion med sin mor, når hun havde været i den lokale kirke efter skole, og hendes forældre var åbne over for Natashas idé om at holde juleaften med en af sine bedste venner. Den tætte kontakt til forældrene lærte Natasha om værdierne respekt, tillid og frihed - værdier, der er centrale for hende.
"Jeg tror ikke, at jeg var blevet den, jeg er i dag, hvis mine forældre ikke havde respekteret min person. Vi har fået lov til at navigere rundt i Danmark og danske værdier. Jeg er virkelig vokset med tilliden og har haft luft og rum til at udvikle mig til den, jeg er. Det er et ultimativt miks af arabisk og dansk kultur".

Fra mod- til medborger

Værdierne har Natasha taget med videre i sit liv, og hun føler sig kun rigtig hjemme, hvis der er tryghed, respekt og tillid omkring hende.
"Det er de værdier, jeg lever efter, og hvis de ikke er der, føler jeg mig ikke godt tilpas", forklarer hun.
Hun mener, at det netop er den tillid, respekt og anerkendelse, der mangler hos de nydanskere, der ikke bliver integreret godt nok i det danske samfund. Modgang i skoletiden og sammenstød med medier, sagsbehandlere, rådgivere og kontaktpersoner skaber modborgere, der ikke vil det danske samfund.
"Ofte finder unge nydanskere – især drenge – ikke støtte nogen steder. De føler ikke, at de er gode nok i skolen, og de føler sig ikke gode nok hjemme. Så er det svært at være positiv", siger hun.
Natasha lægger vægt på, at der skal være nogen, der støtter nydanskerne og viser dem et alternativ til modvilje. Kombinationen af nydansk og etnisk dansk skal fra mediernes og samfundets synspunkt ses som en ressource frem for et problem. Det kan vende dem fra at være modborgere til at være medborgere.

Møde i øjenhøjde

Ambitionen om at give nydanskerne en stærkere stemme og give dem nogen, der møder dem i øjenhøjde, har hun gjort til hjørnesten i sit arbejde i Ny-Dansk Ungdomsråd.
"Jeg ser gerne, at Danmark om ti år er et endnu mere fordomsfrit og åbent land – og et land med nydanskere, som føler sig danske, og som føler sig hjemme i Danmark. Det skal Ny-Dansk Ungdomsråd være med til at forandre".
Natasha Al-Hariri peger på, at Ny-Dansk Ungdomsråd kan varetage opgaven, fordi Rådets medlemmer kommer fra flere forskellige dele af det danske samfund. Det eneste, de alle sammen har til fælles, er, at de brænder for at skabe bedre forhold for integrationen og har kompetencer, de kan bidrage med – både i det rådgivende niveau over for ministeriet og journalister, men også på gadeniveau.
Om sig selv fortæller Natasha: "Jeg føler, at jeg kan spille en rolle i den tætte kontakt; det er, når jeg er ude i nærmiljøet og tale med folk, at jeg kan gøre en forskel, og det er det, der giver mig drive og overskud".

Et gensidigt ansvar

Når man taler om integration og inklusion, mener Natasha Al-Hariri, at man skal huske på, at der er tale om mennesker, der har en voldsom bagage, der gør dem ressourcesvage. De er flygtet for livet og har måske ikke styrken til at håndtere integrationsopgaven selv.
"Det kræver en hjælpende hånd", påpeger hun.
Den hjælpende hånd kan f.eks. være i form af gensidig accept og respekt, og det er ifølge Natasha Al-Hariri en forpligtelse, som både nydanske og etniske danskere skal bidrage aktivt til.
"Man kan ikke gå rundt og have paraderne oppe hele tiden. Du lader ikke folk komme ind, og du bevæger dig ikke i deres retning. Man skal være villig til at blive inkluderet, men der skal også være et samfund, der tager imod".
Det er en åbenhed, der var afgørende for Natashas møde med Danmark og danske værdier.
"Jeg har også et netværk gennem mine forældre. Mine forældre har været rigtig, rigtig gode til at komme til de sociale arrangementer på folkeskolen og har været engagerede i vores opvækst. De har været villige til at lukke den danske kultur ind i deres eget hjem og arbejde med at forstå den. Hvis man ikke gør det, skaber det fordomme.

Den perfekte rollemodel?

Forbilleder for nydanske unge er tit blevet kritiseret for at være for perfekte. Og det er svært at komme tættere på en perfekt rollemodel end Natasha, og hun kan godt se, at det måske vil være svært for nydanskere fra områder som Mjølnerparken og Vollsmose at spejle sig i den pæne pige fra Hellerup.
Hun mener dog, at hun sagtens kan skabe dialog og være talerør for unge nydanskere. Det skyldes primært, at hun 'har et ben i hver lejr'. Med overbevisning i stemmen uddyber hun:
"Jeg er mig selv 100 procent, uanset hvor jeg er, og jeg taler deres sprog. Det gør jeg af respekt over for dem, så de kan føle sig tilpas omkring mig. Det skaber den nødvendige tillid".

Publiceret 23 May 2012 11:45