Julie Stepehensen (tv.) og Clara Elsass kaster sig ud i at blive butiksindehavere på lørdag.

Julie Stepehensen (tv.) og Clara Elsass kaster sig ud i at blive butiksindehavere på lørdag.

Kæledyrenes eldorado åbner i Vangede

De to hundetrænere Clara Elsass og Julie Stephensen åbner på lørdag 'Passion 4 Pets' i den gamle købmandsbutik på Snogegårdsvej

Af
Af Jesper Bjørn Larsen

Der er fint besøg, når dyreudstyrsbutikken 'Passion 4 Pets' på lørdag slår dørene op, for borgmester Hans Toft har sagt ja til at klippe snoren over kl. 12.
Æren skyldes, at den ene af de to indehavere, Julie Stephensen, sammen med sin journalistmand Ole er gode bekendte af borgmesteren, der viede parret på rådhuset for 13 år siden.
Det, som Toft med sin saks vil bane vejen til, er en butik, der satser på at have alt inden for aktiveringslegetøj og udstyr til hunde og katte.
Ud over Julie Stephensen er det Clara Elsass, der står bag den nye butik. De er begge uddannede inden for hundeadfærd og driver i forvejen Trekløver Hundetræning i Vedbæk.
"Nu har vi efterhånden hørt så mange kursister sige, at det er en jungle at finde det rigtige udstyr. Det er svært at gennemskue, hvad der er kvalitet, så derfor besluttede vi os for at åbne vores egen butik, hvor vi samler alt det bedste udstyr. Vi var ved at blive lidt trætte af at linke til alle mulige andre", smiler Clara Elsass, der oprindelig er uddannet tøjdesigner.

Husk det mentale

De fleste hunde- og kattejere kender betydningen af fysisk træning med deres firbenede ven, men det er mindst lige så vigtigt med den mentale træning, understreger Julie Stephensen.
"Meget af det legetøj, vi sælger, rummer små problemer, som hunden eller katten skal løse for at få sin godbid. De skal arbejde for føden. Clara og jeg ved, hvad der duer til den enkelte hund, så folk kan få gode råd af os. Det er det, vi forhåbentlig overlever på. Og så vores store berøringsflade i miljøet, vi samarbejder bl.a. med flere dyrlæger".
Det er i den gamle købmandsbutik på Snogegårdsvej 15, at 'Passion 4 Pets' holder til. Den købte Julie og Ole Stephensen, da de gerne ville bo i Vangede, hvor deres to døtre går på Busses Skole.
Da Julie Stephensen første gang så købmandslokalet, gik hendes tanker egentlig i lidt andre retninger.
"Først tænkte jeg, at det kunne bruges til et stort landkøkken eller en dansesal til pigerne. Men pludselig slog det mig: her skal da være hundebutik! Heldigvis var Clara med på ideen", fortæller kvinden, der arbejdede som produktionsassistent i DR i 25 år, før hun uddannede sig til hundeadfærdsspecialist.

Bogstaver til salg

Det er planen, at Julie og Clara fortsætter hundetræningen i samme omfang som hidtil, så de må skiftes til at stå i butikken.
Den gamle købmandsbutik er blevet skuret og malet, og der er da også skiftet gulv, men flere af de gamle hylder sidder stadig i væggen, så købmandens trofaste kunder vil formentlig kunne genkende omgivelserne.
"Den gamle vægt fra 1907 måtte lade livet, for vi kunne simpelthen ikke finde ud af at aflæse tallene", griner Julie Stephensen.
De gamle købmandsbogstaver er sat til salg, så dem kan man spørge efter i butikken. Men vær forberedt på, at de to kvinder udmærket er klar over, at den slags memorabilia skam repræsenterer en værdi.

Publiceret 10 September 2012 16:30