Bibiloteket anbefaler:

Anne Lise Marstrand-Jørgensen, 'Hvad man ikke ved'

Af
Af litteraturkonsulent Signe Pallisgaard

Gentofte Hovedbibliotek

Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der har forfattet de roste romaner om den mystiske komponist og nonne Hildegard, har nu skrevet en familiekrønike, hvor en helt anden tidsalder sættes på spidsen.
'Hvad man ikke ved' er en ambitiøs mastodont, der suger sin læser helt ind i bunden af det univers, den så fint og levende tegner frem.
Vi befinder os i de sene 60'ere og tidlige 70'ere i det, der er et unavngivet, om end genkendeligt, land. Ægteparret Eric og Alice Horn har tre børn, Marie-Louise, Flora og Martin. De bor i en finpoleret forstad, hvor alting ser ud, som det skal, men føles forkert. Under overfladen lurer problemerne, særligt hos moderen Alice, der har svært ved at følge med den seksuelle frigørelse, der farer af sted med dem. Bogen fortæller historien om en families opløsning og tidernes skiften.
Man kan se den som en roman om forholdet mellem mænd og kvinder og forældre og børn gennem generationer. Man kan mene, at den handler om frihedsdrømme og frigørelsens pris. Men i mine øjne er det primært en roman om det enkelte menneske og dettes længsel efter at høre til og være sig selv.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen illustrerer endnu engang sit usædvanlige talent for de storslåede fortællinger, hvor personernes indre univers foldes fint og troværdigt ud. Hun har en helt særlig evne til at puste virkeligt liv i sine bogstaver. Fylde siderne med menneskers kød, blod, tanker og følelser.
'Hvad man ikke ved' er den slags roman, der står lysende tilbage i erindringen, og som man ofte tænker tilbage på. En roman, man ville ønske, at man kunne læse igen, som var det første gang.

null

Publiceret 09 February 2013 08:15

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV