TV:

Der skal meget mere børneteater i Gentofte

Clarissa Meister-Petersen står bag foreningen Filiorum, der vil formidle masser af drama og eventyr for børn og unge. De starter på Sølyst i Klampenborg i efterårsferien

Af
Af Jesper Bjørn Larsen jesper.larsen@lokalavisen.dk

Startskuddet til en børneteaterfestival lyder tirsdag den 15. oktober kl. 14 på Den Kongelige Skydebane Sølyst i Klampenborg, der over fire dage i efterårsferien byder på fire meget forskellige forestillinger for børn og unge.
Men der er mange flere skud i bøssen hos arrangøren, den nystiftede teaterforening Filiorum, der vil lave såkaldt pop up-teater på mange forskellige steder i Gentofte.
"Dansk teater for børn og unge er kendt over hele verden. Vi kan noget på det område, der er fuldstændig magisk og unikt. Gentofte har ikke nogen scene dedikeret til intimt professionelt teater for børn og unge. Forestillinger kommer og går, men der mangler en fast ramme, hvor børnene også får chance for at se en forestilling flere gange ", lyder det fra idékvinden og initiativtageren Clarissa Meister-Petersen, der satser på at arrangere 160 lokale forestillinger om året.
Håbet er en dag at få eget spillested, men indtil videre må foreningen leje sig ind hos andre. Filiorum er gået sammen med Den Lille Billedskole i Hørsholm for til hver forestilling at skabe et kunstnerisk laboratorium, hvor børnene efter forestillingen kan bearbejde deres indtryk med hænderne. Med gummivoks, piberensere, vat eller noget fjerde.
Se tv-indslag om Filiorum her: KLIK
Filiorum håber at kunne låne Kulturskolernes teatersal til at sætte en række forestillinger op i december, og der er også allerede planer om at lave en forårsfestival. Clarissa Meister-Petersen vil også meget gerne have et samarbejde op at køre med Gentoftes skoler.
"Den professionelle scenekunst kan udgøre et alternativt læringsrum i skolen, fordi den i sin tredimelsionelle form kan noget, en klassisk klasseværelseundervisning ikke kan: give elevpublikummet chancen for at sanse, føle og opleve læring", siger hun.
For at slå navnet fast lægger Filiorum ud med en happening lørdag den 5. oktober kl. 11 og 13 på Strandvejen i Hellerup, hvor klovnen Paolo Nani kommer og optræder med sit show 'Jekyll on ice'.

Publiceret 02 October 2013 09:45

SENESTE TV