Martin Schjönning.

Martin Schjönning.

Ugens læser:

Martin Schjönning

Martin Schjönning, 31 år, horror-forfatter, redaktør på Forlaget Aronsen, blogger og anmelder på apokalyptisk.dk

Hvilken bog har du sidst læst?
"Jeg læser nok et par bøger om ugen, og sjældent mindre end tre ad gangen, hulter til bulter. Jeg er lige blevet færdig med Jasper Fordes 'The Eyre Affair', der er en fantastisk syret roman, sat i et alternativt univers, hvor personer fra fiktionen – fx Jane Eyre – kan rejse mellem bøgerne og den virkelige verden. Den er klog og utroligt morsom, skrevet lidt i samme fortællersprog, som Douglas Adams bruger, bare mindre fjollet. Jeg har også lige læst de første to bind i Kloden under vand-serien af Ida-Marie Rendtorff. Det er første gang i lang tid, jeg har læst ungdomsbøger".

Hvem er din favoritforfatter?
"Det er godt nok umuligt at sige. Det kommer an på, hvilken genre vi snakker om. Jeg har et blødt punkt for klassikere med krig som omdrejningspunkt. Remarque og Vonnegut er nok de bedste. Inden for horror-genren er der få, der når H.P. Lovecrafts niveau, efter min mening, men moderne forfattere som Mira Grant, Joe Hill og Max Brooks gør et godt forsøg – ligesom der er mange rigtig gode danske bud på grusomme gys for voksne: Jonas Wilmann, Teddy Vork, Amdi Silvestri etc. Jeg er også ret begejstret for erotisk litteratur af den gamle skole. Marquis de Sade er vidunderligt ond og sær, men på ingen måde for sarte sjæle".

Hvad er din yndlingsgenre?
"Som sagt: Krigsromaner, horror og erotik. Men jeg går bestemt ikke af vejen for en moderne, realistisk roman i ny og næ. Eller noget som helst andet! Gennem mit redaktør-job på Aronsen får jeg læst en hel masse feel-good-romaner rettet mod kvinder på min mors alder – og der er bestemt noget litterær kvalitet gemt bag det kønne ydre. Vi arbejder i øjeblikket på noget helt modsat. En dyster historie, skrevet som en moderne roman, men med tragedie-spor af antikke dimensioner. Den kommer til at hedde Udkanten. Den er virkelig ond – glæder mig meget til at se, hvordan læserne tager imod den".

Har du nogensinde opgivet en bog?
"Masser af gange! Jeg læser altid og hele tiden, og jeg har simpelthen ikke tid til at spilde mit liv på dårlige læseoplevelser. Så med mindre jeg har en forpligtigelse til at anmelde en bog, lægger jeg den fra mig, hvis jeg virkelig synes den er noget skidt. Når det er sagt, er der nogle bøger, der bare kræver at blive læst i nogle omgange. Fx tog det mig tre store hug, over to år, at læse 'Ulysses' af Joyce. Og jeg har Malapartes 'Kaputt' stående hjemme på hylden, i halvlæst tilstand, men jeg er sikker på, jeg nok skal blive færdig med den en dag".

Hvilken bog vil du anbefale læserne?
"Antologien 'Vampyr' fra forlaget Kandor. Ikke fordi jeg selv er repræsenteret i den, men fordi den giver et vigtigt indblik, for de uindviede, i, hvor varieret og vildt dygtig en stand af unge horror-talenter Danmark har. Det er horror for voksne – blodigt, rystende og intelligent".

Publiceret 05 January 2014 09:30

SENESTE TV