Klar til morgensvømning ud for Charlottenlund Strand. Ren forkælelse for krop og sjæl. Foto: Jakob Helbig

Klar til morgensvømning ud for Charlottenlund Strand. Ren forkælelse for krop og sjæl. Foto: Jakob Helbig

Det gode liv:

Gyldne morgener på vej

Svømning i åbent vand kan berige dig med nydelse, forkælelse og velvære

Af
Af Anders Løvgreen

Running26

Det har aldrig været mit ærinde i denne klumme at gøre motion hverken nemt eller blottet for udfordringer.
Snarere har argumentet været, at med en forholdsvis overkommelig indsats er der en række dejlige frugter at høste ved at kaste sig over motion - og holde fast i den. Men altså, en indsats kræver det dog næsten altid.

En ædel disciplin

Svømning i åbent vand, som er temaet for denne uges klumme, nærmer sig alligevel grænsen for ren nydelse, forkælelse og velvære. Se blot billedet, som er fra en 2013-morgen på Charlottenlund Strand og meget godt fanger den stemning, der ligger og venter ikke langt forude på en kyst nær dig sammen med min allervarmeste anbefaling til at kaste sig ud i den ædle disciplin i år.

Husk sikkerheden

Når du svømmer i åbent vand - dvs. i havet, bugter, søer og åer - er der naturligvis forholdsregler, som du skal være opmærksom på:
Svøm ikke ud alene: Vand er nu engang potentielt farligt, og du kan ikke forvente, at der er en livredder inden for 50 meter som i svømmehallen. Sørg derfor ALTID for, at I er minimum to af sted, så der er hjælp til stede, hvis noget uventet skulle ske.
Tjek temperaturen: Med ca. 12 grader er det her primo maj endnu for koldt at kaste sig i bølgen for mere end en kort dukkert. 14-15 grader er grænsen, og fra 16-17 grader er det behageligt at svømme, når det foregår i en svømmevåddragt og med hætte ned over ørerne.
Tjek derfor temperaturen på www.dmi.dk, inden du afgør, hvornår du starter sæsonen.
Hold øje med strømmen: Dan et overblik over strømmens retning og styrke, inden du eksempelvis begiver dig af sted langs kysten. Starter du i kraftig medstrøm, skal du overveje, at der skal lægges betydeligt flere kræfter i på vej tilbage.
Vær synlig: Sejlbåde, robåde, kajakker, motorbåde og jetski boltrer sig også i og på vandet, og de kan have meget svært ved at se svømmerne og derfor risikere at sejle dem ned.
Derfor er det meget vigtigt, at du sørger for at være synlig. Din badehætte bør have en pangfarve, og en våddragt behøver ikke at være sort. Har den en farve, er den nemmere at se.
Endelig kan det anbefales at medbringe en 'havtaske', som er en orange redningsflåde for svømmere. Den gør dig synlig, du kan tage et hvil på den, og den kan rumme nøgler, penge osv.

Kan gøre dig afhængig

Med ovenstående på plads er vejen banet for motion af den helt særlige type, der kan gøre dig afhængig af et enkelt fix.
De motionssvømmere, vi har med på vores hold i Running26, omtaler ofte de tidlige morgener i Øresund som ren balsam for sjælen. Udsigten, roen, fællesskabet og fornemmelsen af vandet giver tilsammen en meget speciel følelse af velvære og kræver ret beset blot en våddragt, en badehætte, et par svømmebriller samt en aftale med en eller flere ligesindede.

Våddragten hjælper til

Selv om du ikke allerede er en stærk svømmer, behøver du på ingen måde at feje muligheden for svømning i åbent vand af bordet. Den oppebærende effekt af at svømme i våddragt er markant - dragten fungerer stort set som en strømlinet redningsvest - og med den som yderste lag vil du ligge højere i vandet, end du er vant til og kan isolere fokus langt mere på armtag, vejrtrækning og rytme. Og, for at skyde en potentiel fordom ned med det samme, så indebærer våddragter blot en investering på linje med et par løbesko.

Et motionsboost

Tilbage er blot at sige: glæd dig, få den lille udstyrspakke og aftalerne på plads, og hold så ellers øje med DMI om, hvornår du kan tage hul på din absolutte favorithobby – og motionsboost – for 2014: Svømning i åbent vand.

Publiceret 10 May 2014 11:00

SENESTE TV