Biblioteket anbefaler:

Malene Ravn: Det eneste rigtige

Af
Af litteraturkonsulent Signe Pallisgaard

Gentofte Hovedbibliotek

Med 'Det eneste rigtige' har Malene Ravn sat et brag af en debutroman i verden. Man er underholdt, man overraskes og man tvinges til at vende blikket indad.
Handlingen er enkel: En dag banker en 15-årige pige på døren til Niels og Ninas parcelhus. Nina ved straks, at Niels har været hende utro, som han har for vane at være, men hun gør gode miner til slet spil og lukker Marie ind, i første omgang med det formål at konfrontere Niels med hans sidespring.
Men Nina, der netop har fået af vide, at hun ikke kan få børn, mister langsomt kontrollen over situationen, hendes egen rolle i den og sig selv. Hun kan ikke styre begivenhederne - og slet ikke sine egne reaktioner. Den unge piges indtog i huset udvikler sig til en højspændt nervekrig bag hjemmets fire vægge.
'Det eneste rigtige' er et intenst psyko-kammerspil, som undersøger, hvad der sker, når den gode vilje tørner sammen med begæret. Hvor langt vil vi egentlig strække os for hinanden, og hvor langt er vi klar til at gå for at få det, vi ønsker?
Malene Ravn skriver præcist og stilsikkert og uden slinger i valsen. Man gyser og griner og lægger ikke bogen fra sig, før den er læst færdig.

'Det eneste rigtige' er Malene Ravns debutroman. Hun har læst dansk, sprogpsykologi og retorik og har arbejdet som tv-tilrettelægger og redaktør.

'Det eneste rigtige' er Malene Ravns debutroman. Hun har læst dansk, sprogpsykologi og retorik og har arbejdet som tv-tilrettelægger og redaktør.

Publiceret 05 February 2015 17:00

SENESTE TV