Lotte Kaa Andersen kender ingen på Hambros Allé. Nummer 13 findes slet ikke i virkeligheden.

Lotte Kaa Andersen kender ingen på Hambros Allé. Nummer 13 findes slet ikke i virkeligheden.

Ny bog om Hellerups overklasse

I 2003 var luften elektrisk af optur. Lotte Kaa Andersen begyndte at tage noter. Nu har hun skrevet ’Hambros Allé 7-9-13’ om tre fiktive pars liv gennem en økonomisk optur - og en nedtur, der rammer hårdt og pludseligt

Af
Annette Houman

Annette Houman

Det første forlag sagde nej tak: "Vi har altså fået Hellerup nok".
Lotte Kaa Andersen smiler.
For det næste forlag kunne godt se den fascinerende og underholdende historie i at fortælle om livet på Danmarks dyreste villavej, Hambros Allé, og følge de tre meget forskellige, opdigtede par i nummer 7, 9 og 13. Først gennem en økonomisk optur og senere gennem en nedtur, der rammer hårdt og pludseligt.
"Jeg er fra en lille by uden for Aalborg, og jeg kunne også have skrevet om en vej i det pæne og dyre kvarter Hasseris, som jeg kender godt", siger den 47-årige freelanceskribent og tekstforfatter, der nu også kan kalde sig romanforfatter.
På fredag den 21. august udkommer hendes debutroman, 'Hambros Allé 7-9-13'.

Rammen om det ypperste

"Men jeg valgte Hambros Allé, fordi den danner rammen om det ypperste, når vi taler pragt, penge og privilegier. Alt er markant større og flottere på Hambros Allé, og derfor tænkte jeg, at faldet, da krisen kom, måtte opleves markant større og dybere sådan et sted", siger hun.
"Og så tror jeg, at vi alle sammen har en urmenneskelig interesse for, hvad der gemmer sig derinde, når vi møder meget velpudsede facader. Man får en tanke om, at det måske er for godt til at være sandt. At der må være noget mere inde bagved. Der må være noget, de ikke fortæller".
Vi sidder i familiens nybyggede villa i Charlottenlund. Lotte er selvstændig med hjemmekontor. Formiddagssolen vælter ind ad de store glaspartier. Hunden leger i haven, de tre sønner er i skole, og manden, der også er selvstændig, har kontor inde i byen.

Danmarks dyreste villavej - Hambros Allé i Hellerup - danner rammen om det ypperste, når vi taler pragt, penge og privilegier, mener Lotte Kaa Andersen

Danmarks dyreste villavej - Hambros Allé i Hellerup - danner rammen om det ypperste, når vi taler pragt, penge og privilegier, mener Lotte Kaa Andersen

Tog noter om opturen

De første noter til det, der i dag er en roman, blev griflet ned i 2003. Da det buldrede derudaf.
Familien var netop flyttet fra et lejet hus i Hellerup til eget hus i Charlottenlund.
"Luften var næsten elektrisk af optur og forbrugsfest. Jeg stod i køen hos Emmerys. Foran mig talte en kvinde i mobil. Vi kunne alle følge med. Da hun sagde: 'Vi har fire børn, tre huse og en fabrik i Kina - og nu skrider han', tænkte jeg: 'Det her sted er for sindssygt' og gik hjem og skrev replikkerne ned".
Siden har hun samlet på dem, og hun bruger de bedste i romanen, så karaktererne bliver så realistiske som muligt. Fordi virkeligheden ofte overgår fantasien.
Lotte understreger, at bogen er ren fiktion. Hun kender ingen på Hambros Allé, har ikke talt med nogen, der bor der - og i øvrigt findes nummer 13 slet ikke.

Romanen udkommer den 21. august.

Romanen udkommer den 21. august.

Omfattende research

"Jeg har brugt mange timer på at sætte mig ind i finanskrisen, og jeg har læst utallige artikler og de bedste bøger, der er skrevet om både op- og nedturen", forklarer hun.
"Da jeg begyndte at indsamle baggrundsviden, læste jeg i en artikel i Weekendavisen, at overklassen er underbeskrevet i litteraturen, og at den beskrives alt for unuanceret. Bare fordi man har råd til at bo i et dyrt hus, er det ikke sikkert, at man har læst bøger, eller at man er specielt dannet. For eksempel. Det gjorde mig nysgerrig, og derfor er det den økonomiske overklasse i dens forskellige former, jeg beskæftiger mig med", siger hun, der er kandidat i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet.
I 'Hambros Allé 7-9-13' møder vi det på overfladen perfekte par, der nærmer sig skilsmisse, og hvor han er ved at tabe familieformuen gennem generationer på gulvet. Og det unge par, McKinsey-drengen og pigen fra Hobro. Hans vildeste drøm er gået i opfyldelse med et hus på vejen, hun er på barsel og føler sig ensom i det fine kvarter. Og endelig ejendomsmægleren og karriereadvokaten, hvis ægteskab er en parodi, men hvor de gør alt for ikke at afsløre deres indbyrdes problemer for sig selv og hinanden.

Når økonomien ramler

"Jeg ville gerne fortælle en historie om overmod og om beboernes forskellige udfordringer, dilemmaer og reaktioner, når alt det trygge og velkendte forsvinder under dem som en lem i gulvet. Hvad står de tilbage med, når økonomien ramler? Og jeg tror, det værste er at miste de arvede penge. Min research viser, at det var blandt dem, der mistede familieformuen, der var flest selvmord i kølvandet på finanskrisen. Man taber ikke kun pengene, men sin status og identitet - og ære. Man har skuffet og svigtet – ikke bare sig selv, men i flere generationer. Nyrige kan nok nemmere leve med, at hvad kommer hurtigt kan også forsvinde hurtigt".
Lotte skænker endnu en kop kaffe og sikrer sig, at hunden har det fint.

Trådte ind i Blå Bog

Hun tænker tilbage på sit første møde med Hellerup:
"Det var en tilfældighed, at vi fandt en bolig der. Det var lidt som at træde ind i den Blå Bog. Jeg mødte kendte skuespillere og tv-værter og stjerneadvokater i mødregrupperne, på legepladsen, ved stranden, på biblioteket, i Netto, og jeg kunne næsten ikke finde ud af det. Kendte direktører, finansfolk, et par folketingsmedlemmer og ministre - der var kendisser allevegne, og jeg diskuterede i al alvor med en veninde, om man egentlig kunne tage til bageren tidligt søndag morgen uden make up, for man vidste jo ikke, om man ville løbe ind i Mads Mikkelsen eller Connie Hedegaard, og så ville det være så akavet at skulle gemme sig væk, fordi man var så morgengrim og ikke lige havde nået at børste tænder".
Hun ler hjerteligt.
"Misforstå mig ikke, jeg er blevet meget glad for at bo her i området og kan sagtens se alle fordelene i at bo med skove og parker og strande - og alligevel kun have en halv time på cykel til Rådhuspladsen. Det er jo sindssygt privilegeret", siger hun og fortsætter:

Kastesystem og magtelite

"Men jeg har nok følt mig lidt fejlcastet og forkert i mange år. Jeg har boet flere steder i landet og har ellers altid været god til at tilpasse mig. Det har nok været sværest i Charlottenlund. I Hellerup er der lidt større forskellighed. I Charlottenlund oplever jeg mere tydeligt, at vi er delt ind i et A- og et B-hold, for eksempel i børnenes institutioner og skoler. Enten er du en del af eliten, dem, der selv er vokset op herude og har fået det hele ind med modermælken. Eller også er du ikke. Det er som et kastesystem. Man er nok født ind i eliten i højere grad, end mange af os går og tror", siger hun og tilføjer:
"75 procent af magteliten bor her. Det er mænd mellem 40 og 60 i mørkeblå jakkesæt og lyseblå skjorter, der enten er økonomer eller jurister. De bor på fire-fem veje her i kommunen og på én bestemt vej på Frederiksberg", lyder det med henvisning til bogen 'Magteliten - hvordan 423 danskere styrer landet', der udkom tidligere i år.
"Jeg synes, det er vanvittigt interessant at observere og opleve ekstreme privilegier tæt på, men det slår gnister i mig, når jeg støder på snobberi og folk, der føler sig hævede over andre, bare fordi de har mange penge. Det samme sker, når jeg møder meget privilegerede mennesker, der ikke påskønner deres situation og ikke ser ud til at vide, at verden kan se radikalt anderledes ud for dem, der ikke har adgang til de samme privilegier. Men heldigvis er langt de fleste mennesker, når man lærer dem bedre at kende, jo søde og rare og fulde af overskud og engagement".

Håber at underholde

Tilbage til romanen, der ligger på bordet foran hende, og som om få dage vil ligge ude hos boghandlerne.
"Jeg har haft tre mantraer hængende ved siden af computeren, mens jeg skrev: jeg måtte ikke karikere, handlingen skulle være 'sand', altså skulle kunne være sket, og læserne skulle underholdes. Det håber jeg meget er lykkedes"!

'Hambros Allé 7-9-13' af Lotte Kaa Andersen udkommer på TURBINE Forlaget den 21. august.

Publiceret 18 August 2015 11:00