Mette Louise Kragh har overtaget Hellerup The Depot på Strandvejen 175.

Mette Louise Kragh har overtaget Hellerup The Depot på Strandvejen 175.

Mette er ny bestyrer af depotet

Hellerup The Depot får fra 2. januar ny ejer. Det er designer Mette Louise Kragh, som de seneste år også har hjulpet til i depotet

Af
Jeppe Lund

Teen i Hellerup kommer på nye hænder. Mette Louise Kragh overtager fra årsskiftet Hellerup The Depot, hvor hun også har stået bag disken det seneste halvandet år.
Oprindeligt er hun uddannet designer, og det lægger hun ikke helt på hylden. Hun har selv designet nogle tekopper, som vil blive solgt i butikken, og hun vil fortsat designe tehætter, tekander og deslige til butikken.
Tedepotet kommer ellers til at fortsætte, som du kender det. Mette Louise Kragh vil dog sætte en smule mere fokus på kaffe. Ifølge hende drikker mange familier både god kaffe og god te. Begge dele kommer hun til at føre, siger hun.
"Kaffe har været trendy nogle år, men nu er teen virkelig ved at tage fart. Det er også forbundet med sundhed. Når man følger med i udlandet, som jeg gør, så kan man se, at der også kommer flere og flere rene tesaloner", forklarer Mette Louise Kragh.
Hun vil også blande nogle teer selv, som hun sælger eksklusivt i butikken, blandt andet nogle dessertteer.
Hun har altid interesseret sig for te, men interessen fik ekstra brændstof, da hun rejste i Østen.
"Mine rejser i Tibet, Kina og derovre har gjort interessen større. I Tibet er te virkelig samlingspunktet, og det er i tehusene, at man møder og falder i snak med tibetanerne", siger hun.
Hellerup The Depot ligger på Strandvejen 175, og her har der været tebutik siden 1960'erne. Der er stadig noget af det gamle interiør i butikken, og det stammer fra dengang bygningen blev opført i 1907. Det gør butikken til den med det - måske - ældste interiør på Strandvejen.
Mette Louise Kragh overtager Hellerup The Depot fra Hans-Erik Funch Andersen, der har haft butikken i knap seks år.
Lørdag den 2. januar er der officiel overtagelse, og i butikkens åbningstid byder Mette Louise Kragh på et glas te eller champagne.

Publiceret 25 December 2015 07:00