Birgitte Møller-Thorsøe og hendes søn Malte på otte år plejede at tilbringe mange hyggetimer på Vangede Biblioteks børneafdeling. Det gør de ikke længere.

Birgitte Møller-Thorsøe og hendes søn Malte på otte år plejede at tilbringe mange hyggetimer på Vangede Biblioteks børneafdeling. Det gør de ikke længere.

Blipblop har fortrængt bøgerne i Vangede

"Vangede Biblioteks børneafdeling har degraderet sig selv til noget, der minder om en tarvelig spillebule", lyder kritikken fra en frustreret mor

Af
Af Jesper Bjørn Larsen

"Det er umuligt at fordybe sig. Der er ikke nogen hyggekrog, hvor man kan sidde med sit barn og nyde en god bog. Selv når de ikke er i brug, er der flimmer fra skærmene og distraherende lyde. De suger opmærksomheden til sig, man kan ikke ignorere dem".
Vangede-borger Birgitte Møller-Thorsøe skæver uvenligt over mod de store spillemaskiner, der står på det sted, hvor der tidligere var et hyggeområde på Vangede Biblioteks børneafdeling.
Et sted, som hun før elskede at komme sammen med sine to drenge, Malte på otte år og Alfred på fem år. Den tid er slut nu. Nu kommer de kun for at låne bøgerne, og så går de igen.
"Jeg kunne leve med det, hvis man havde dedikeret et helt rum til maskinerne, men det er ulige konkurrence, når alt står i det samme åbne rum. At komme her på biblioteket har været et helle for mig. Væk fra iPads og computere. Men det helle er blevet udkonkurreret af laveste fællesnævner. Biblioteket har degraderet sig selv til noget, der minder om en tarvelig spillebule", siger Birgitte Møller-Thorsøe.
Men skal et moderne bibliotek ikke kunne tilbyde noget andet end bøger... man har jo også længe lånt film og musik ud?
"Jeg er ikke partout imod elektronisk underholdning, men det er forskellige medier, der kræver forskellige rammer. Det er faktisk fordi, jeg er rigtig glad for det her bibliotek, at jeg brokker mig", siger hun.
Birgitte Møller-Thorsøe gør i øvrigt opmærksom på, at spillemaskinerne har tiltrukket nogle nye brugergrupper, der ikke er så gode til at overholde husreglerne. Tomme pizzabakker og slikposer er blevet en del af miljøet.
Birgitte Møller-Thorsøe står ikke alene med sin kritik. Villabyerne har talt med Sara Rosendal, der også bor i området og kommer på biblioteket sammen med sin søn.
"Det er en trist udvikling. Man tager sine børn med på biblioteket for netop at trække dem væk fra skærmene. Jeg har også oplevet at spørge efter bøger, der ikke længere er der, fordi man skulle rydde plads til spillemaskinerne. Det er trist, at litteraturen taber i Dan Turèlls højborg".

Kommet for at blive

Villabyerne har naturligvis præsenteret kritikken for Peter Strøm, leder af Bydelsbibliotekerne i Gentofte Kommune. Han fortæller, at spillemaskinerne er kommet for at blive.
"Gentofte Bibliotekerne er ikke længere kun biblioteker, det er kulturhuse, og vi forsøger os med forskellige profiler. Gentoftegade har f.eks. en filmprofil, og Vangede har opdyrket spilprofilen. Spilmediet er efterhånden noget af det mest brugte i mediebilledet", siger han.
Men det må da skære i dit gamle bibliotekarhjerte at høre, at bogfolket føler sig skræmt væk?
"Bogen er skam stadig en kerneværdi for biblioteket, og jeg vil da også gerne prøve at komme kritikken i møde. Jeg har faktisk indbudt Birgitte Møller-Thorsøe til en dialog om, hvordan vi kan skabe et rum for fordybelse på børnebiblioteket", siger Peter Strøm, der efter eget udsagn har fået skriftlige klager fra et par af brugerne af børnebiblioteket efter spillemaskinernes indmarch.

Biblioteket har faktisk allerede forsøgt at skrue lidt ned for spillemaskinerne, fortæller Peter Strøm, men han kan ikke afvise, at nogen skruer op for lyden igen.

Biblioteket har faktisk allerede forsøgt at skrue lidt ned for spillemaskinerne, fortæller Peter Strøm, men han kan ikke afvise, at nogen skruer op for lyden igen.

Halvdelen af børnebiblioteket udgøres nu af et spilunivers for de større børn.

Halvdelen af børnebiblioteket udgøres nu af et spilunivers for de større børn.

Publiceret 18 April 2016 09:00