"Mit bedste våben er min forhånd, men mit yndlingsslag er stopbolde", siger Clara Tauson.

Tenniskomet:

"Jeg vil bare gerne slå til en bold"

Clara Tauson er 13 år og spiller tennis hver dag, fordi hun vil være den bedste i verden. I begyndelsen af august vandt hun Danmarksmesterskabet for seniorer som den yngste nogensinde.

Af
Signe Haahr Pedersen

Banerne ved Gentofte Tennisklub er en række indrammede rødbrune firkanter, der rummer hver sit univers. På bane tre griner en flok kvinder i plisserede nederdele, når bolden rammer nettet eller misser en ketsjer.
“Hi, hi, hi. Så er vi vist varmet op”, siger den ene til de andre.
Ovre på den anden side af hegnet skrider gruset hårdt under skoene, og dunkene fra slagene lyder højere og højere. Clara Tauson spæner ud til kanterne og op til nettet, springer og smasher og går helt ned i knæ. Hun ser ikke andet end den lille lodne gule kugle, og når hun den ikke, sukker hun, stamper i jorden eller udbryder et: “NEJ!”.
Clara jagter bolde fire timer om dagen, hver dag. Det skal man, hvis man vil have held i den her sport, siger hendes træner, onkel og tidligere professionel tennisspiller Michael Tauson, der lige nu sender skud og kommentarer over nettet til sin niece.
“Ja, lidt for lav ketsjer. Kom igen, kom igen”.
“Ej, den var for sløv både i benene og i armen. Mere aggression på den”.
“Godt spillet, Clara!”

Overhalede Caroline

Clara begyndte at spille tennis som 6-årig. Men hun følte sig først rigtig god, da hun vandt Danmarksmesterskabet for U12 for to år siden.
I begyndelsen af august i år gjorde hun det samme i seniorrækken - 13 år gammel og den yngste vinder af turneringen nogensinde. En rekord, som Caroline Wozniacki indtil da var indehaver af.
“Jeg var ret glad for, at jeg havde spillet en god kamp. Det betød ikke så meget, at jeg vandt, og jeg vidste slet ikke, at jeg havde brudt nogen rekord. Det var lidt overvældende, fordi jeg fik det at vide lige efter, jeg havde vundet. Men det er da meget rart at være bedre end Caroline”, siger Clara og forklarer, at hun egentlig så Danmarksmesterskabet som en slags opvarmning til en større turnering i Polen, der blev afholdt kort efter.
“Jeg havde haft en lidt dårlig periode op til det. Så til den turnering ville jeg gerne have det sjovt med tennis igen, og så vandt jeg, og nu er jeg tilbage”.
Tennis er sjovere end andre sportsgrene, mener Clara, fordi det ikke er en holdsport, og fordi:
“Man får lov til at slå til en bold hele tiden, og jeg elsker at vinde. Jeg har meget temperament og kan godt lide at gå ind og hamre til bolden”, siger hun.
Dét med at vinde går igen i alle andre dele af Claras liv. For eksempel konkurrerer hun dagligt med sin 11-årige lillesøster - om det så er i slåskampe eller i brætspil. Når det gælder tennis er hendes modstandere dog oftest ældre end hende. 2016 har budt på ti U18-turneringer rundt omkring i Europa. Det niveau kræver, at Clara fylder tiden ud med tennis.
Hun spiller om formiddagen, tager i skole - Clara er tilknyttet Eliteidrætsordningen på Bakkegårdsskolen - og spiller så igen om eftermiddagen, før hun slutter af med en omgang fysisk træning, og så er det hjem at spise og i seng.
“Der er nogle dage, der er hårdere end andre. Det er dem, der er vigtige at komme igennem”, siger Clara.
“Men det er ikke sådan, at jeg har haft lyst til at smide ketsjeren og skride”.

Den første sport, Clara prøvede kræfter med, var svømning, men nu får tennis hendes fulde opmærksomhed.

Den første sport, Clara prøvede kræfter med, var svømning, men nu får tennis hendes fulde opmærksomhed.

Den bedste i verden

Der ligger tennisbolde ude i hjørnerne af banen, foran nettet og bagved baglinjen. En enkelt sidder fast i hegnet. Clara bukker sig ned for at samle en op.
“Tænk, at Murray har vundet guld to gange nu”, siger hun med henvisning til de Olympiske Lege, hvor den britiske tennisstjerne Andy Murray lige har vundet finalen.
“Ja, vi må jo snart give ham, at han er dygtig”, svarer Michael Tauson fra den anden side af nettet.
“Han står ligesom Jan Ø. Jørgensen (dansk badmintonspiller, red.). Bare stille og roligt og så lige pludselig…”, siger Clara.
“Temposkifte!”, lyder det fra Michael, og så spiller de videre.
Clara knytter næven, hver gang hun vinder en bold, og ærgrer sig højlydt, hvis hun taber en duel.
“Du skal tro på dem hele vejen”, råber hendes onkel.
“Op igen! Den sejler bare ud den der. Giv den noget sovs”.
Clara veksler mellem lange skud, korte baghåndslag og drillende stopbolde. Hun løber alt, hvad hun kan, for at nå de slag, der kommer retur. Og hun bliver ikke træt af tennis foreløbigt, siger hun.
“Det er en sport, hvor jeg kan slå til bolden og komme ind og træne hver dag. Jeg er ret doven, kan man sige, men når det lige kommer til tennis, vil jeg det gerne. Jeg vil gerne være den bedste i verden. Når jeg bliver større, altså”.

Clara træner tennis fire timer om dagen tilsat 45 minutters fysisk træning.

Clara træner tennis fire timer om dagen tilsat 45 minutters fysisk træning.

Blandt Claras trænere er hendes onkel Michael Tauson, som er tidligere professionel tennisspiller.

Blandt Claras trænere er hendes onkel Michael Tauson, som er tidligere professionel tennisspiller.

Når Clara ikke træner, går hun i 8. klasse på Bakkegårdsskolen.

Når Clara ikke træner, går hun i 8. klasse på Bakkegårdsskolen.

Clara og Michael Tauson tager en pause og snakker om OL.

Clara og Michael Tauson tager en pause og snakker om OL.

"Jeg har meget temperament og kan godt lide at gå ind og hamre til bolden", siger Clara.

"Jeg er ret doven, kan man sige, men når det lige kommer til tennis, vil jeg det gerne", siger den 13-årige Danmarksmester.

Publiceret 24 August 2016 09:00