Anmeldelse:

Sådan en oldemor kunne alle ønske sig

Charlotte Langkilde har skrevet et heltinde-epos om sin oldemor Oluffa Dahlerup Brandt. Hold da nu op for en oldemor at have

Af
Af Pia Stilling

Charlotte Langkilde udgav i 2013 bestselleren 'Bedraget – Skandalen om Nordisk Fjer'. Med bogen 'Oluffa - fra Tórshavn til Brandts Klædefabrik' er hun dykket ned i sin egen familie og har skrevet et heltinde-epos om sin oldemor Oluffa Dahlerup Brandt, der levede et langt, driftigt og lykkeligt liv mellem 1851 og 1945.
Oluffa voksede op i Tórshavn, hvor hun boede sammen med sine forældre, amtmanden Carl Dahlerup og sin mor Cathrine Dahlerup. Det var hårde år med et barsk klima og fattigdom for øernes beboere, og det var formentlig allerede på dette tidspunkt, Oluffas hjerte begyndte at banke for socialt dårligt stillede personer.
Glæden har sikkert været stor, da familien efter ni år flyttede til Odense, hvor faderen blev herredsfoged. Man havde længtes efter et mindre barsk klima og efter at være tættere på familien.
I Odense oplevede Oluffas forældre både velstand og anerkendelse, og familien hørte til blandt byens spidser.

Oplært i at føre hus

Oluffa blev født i en tid, hvor boglig uddannelse til kvinder ikke var en option. Oluffa blev derfor efter sin konfirmation oplært i at føre hus, og hun var dygtig til at sy og brodere.
Hendes færdigheder kom hende til gode, da hun skulle giftes med en af Odenses største entreprenører, Søren Christian Brandt, der var direktør for Brandts Klædefabrikker. Fabrikken er en af de røde tråde i bogen. Det er omkring denne, at hele Oluffas og hendes mands voksne liv drejer.
Søren Christian havde et drive til at få fabrikken til at køre og blive en succes. Med successen fulgte et socialt engagement over for alle medarbejdere, som for den tid rakte langt ud over pligten. Som historien fortælles, gik medarbejdere ikke forgæves til direktøren, og alle fik løn under sygdom og gratis lægehjælp.
At fabrikanten så havde meget svært ved at se mening med fagforeninger, er en anden ting. Den problemstilling sprang først ud i lys lue hos den direktør, der fulgte efter ham.
Også Oluffa havde sine sociale klienter, der mødte op i den private villa og klagede deres nød og sjældent gik forgæves.

Som 15-årig er Oluffa iført den højeste mode i tiden – en stor krinolinekjole med bolerotop. (Privateje)

Som 15-årig er Oluffa iført den højeste mode i tiden – en stor krinolinekjole med bolerotop. (Privateje)

Sikrede sin indflydelse

Det var dog på ingen måde kun arbejde og socialt engagement, der udgjorde Oluffas liv. Familien byggede en gigantisk og luksuriøs villa i Odense, Villa Brandt, og i den udfoldede sig selskabelighed for både familie og venner i rigt og generøst mål.
Efter Søren Christian Brandts død overtog Åge Mengel som kun 23-årig direktørposten på klædefabrikken og blev senere gift med Oluffas ældste datter Gisela.
Oluffa sørgede for at få aktiemajoriteten, således at hendes indflydelse var sikret, og hun gjorde den gældende til overflod, så det til tider blev Mengel for meget. Hendes indflydelse var dog på papiret uden for bestyrelsen, for her havde kvinder ikke adgang!
En anden rød tråd i Oluffas liv var troen og i særdeleshed kærligheden. Det var kærligheden til hendes mand, børn og senere børnebørn, der nød godt af Oluffas gode humør og interesse for dem alle.

Chartlotte Langkildes bog om sin oldemor udkom 9. november på Lindhardt og Ringhof.

Chartlotte Langkildes bog om sin oldemor udkom 9. november på Lindhardt og Ringhof.

Høje krav til kildekritik

Bogen er ualmindeligt vellykket, og det er en bedrift på flere måder. Langkilde har haft adgang til en mængde kilder og har haft god hjælp af andre efterkommere til Oluffa, og den hjælp har måske været mere tilgængelig, end hvis forfatteren ikke havde været oldebarn.
Til gengæld har det stillet høje krav til kildekritik, for risikoen for at forholde sig lige vel rosende til et højt værdsat familiemedlem er åbenbar.
Langkilde har en fortælleevne og en brug af sine kilder, så bogen nærmest fremstår som en roman. Den bliver aldrig kedelig eller docerende. Samtidig er der saftige kriminalhistorier indvævet, og de er både fundamentalt spændende og giver et indblik i en tid, hvor dødsstraf stadig var en mulighed.
Det er blevet en medrivende historie om et for datiden ganske usædvanligt kvindeliv, ligesom læseren gennem hendes historie lever med i den spirende industrialisering, organisering gennem fagforeninger, den russiske revolution og to verdenskrige.

'Oluffa – fra Tórshavn til Brandts Klædefabrik' af Charlotte Langkilde udkom 9. november på Lindhardt og Ringhof.

Publiceret 17 November 2016 13:00

SENESTE TV