Hvem skal være årets idrætsleder i Gentofte?

Alle kan komme med forslag til, hvem der skal have prisen

Af
Af Jesper Bjørn Larsen

Kender du en idrætsleder, der gør en betydelig forskel for hverdagen i din søns fægteklub eller i din datters håndboldklub? En, der virkelig fortjener lidt hæder, ros og opmærksomhed?
Så er chancen der nu for at opnå netop det.
Det er i hvert fald værd at minde sig om, at idrætsforeningerne er bygget på de mange frivillige lederes indsats. Uden dem ville Gentoftes - og det øvrige Danmarks - idrætsliv lide en hurtig død.
Til ære for hele denne flok af frivillige ledere blev årets idrætslederpris i Gentofte i sin tid stiftet. Bag hæderen står Sammenslutningen af Idrætsforeninger i Gentofte (SIG) og Nordea Fonden. Prisen uddeles i år for 30. gang. Det sker på SIG's årlige generalforsamling, der i år finder sted den 27. februar kl. 18.

Et særligt initiativ

Prisen uddeles til en idrætsleder, som har udvist særligt initiativ eller arbejdet til gavn for idrætten i Gentofte Kommune, og som har ydet et bemærkelsesværdigt resultat af social, sportslig eller almennyttig karakter.
Prismodtageren skal udøve sin ledergerning i Gentofte Kommune og have aktivt medlemskab af en idrætsforening hjemhørende i kommunen. Med hæderen følger en check på 10.000 kr.
Villabyernes læsere opfordres til at komme med forslag til kandidater. Det er jer, der har den daglige gang rundt omkring i de mange idrætsklubber, og I ved derfor bedre end nogen, hvem der har ydet en indsats ud over det sædvanlige.
Send jeres forslag til jimmi.johannesen@nordea.com. Sidste frist er den 20. januar.

Publiceret 10 January 2017 07:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV