Lyngby-spillere får nyt Hellerup-firma på trøjen

Den lokale ejendomsmægler JUST-SOLD er ny hovedsponsor for Lyngby Boldklub

Af
Af Jesper Bjørn Larsen

Den kongeblå Lyngby-trøje har fået nyt logo på brystkassen. Ejendomsmæglervirksomheden JUST-SOLD, der holder til på Philip Heymanns Allé 3 i Hellerup, er nemlig den nye hovedsponsor af Lyngby Boldklub.
Sponsorkontrakten træder i kraft med øjeblikkelig virkning, så firmaet er allerede på trøjen, når Lyngby Boldklub, der vandt bronze i den netop overståede Superligasæson, spiller sin første kamp i Europa League-kvalifikationen mod Bangor City FC torsdag.
“Vi ønsker at øge kendskabet til JUST-SOLD i hele Danmark, og der er sponsoratet af Lyngby helt perfekt. Vi har et lidt anderledes forretningskoncept, der giver de danske boligsælgere en række fordele, de ikke har kunnet få før, så det vil vi gerne bredt ud og fortælle. Desuden deler vi Lyngbys fighterånd fuldt ud – vores kommer bare til udtryk for vores boligsælgere i stedet for på en fodboldbane. Det gør det til et helt naturligt samarbejde for os,” fortæller Sebastian Kirchhoff, partner og stifter af JUST-SOLD, i en pressemeddelelse.
JUST-SOLD afløser et andet Hellerup-firma på Lyngby-spillernes trøjer. Tidligere hovedsponsor for klubben var Hellerup Finans, der i øvrigt også har adresse på Philip Heymanns Allé 3. Firmaet stopper som hovedsponsor, men fortsætter som hovedaktionær i klubben, oplyser Lyngby Boldklub.
Hellerup Finans ejer i øvrigt 50 procent af JUST-SOLD.
Aftalen mellem Lyngby Boldklub og JUST-SOLD gælder foreløbig for hele den kommende sæson.

Publiceret 29 June 2017 13:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV