Nær kommunens nordlige grænse på Nybrovej lå der 16 husvildeboliger af træ i perioden 1948 til 1992. Foto fra 1953. Kilde: LAGK

Nær kommunens nordlige grænse på Nybrovej lå der 16 husvildeboliger af træ i perioden 1948 til 1992. Foto fra 1953. Kilde: LAGK

Anmeldelse:

Ny håndbog dykker ned i Vangede og i Dyssegård

Lokalhistorisk Forening giver en pragtfuld håndbog om fortiden i det vestlige Gentofte, mener sognepræst Jakob Rönnow, der har anmeldt et nyt temahæfte om Vangede og Dyssegård

Af
Af Jakob Rönnow

seniorpræst i Sankt Lukas Stiftelsen

tidligere sognepræst i Vangede.

Hvis du synes, at det er spændende, hvordan Vangede og Dyssegårdkvarteret igennem tusind år er blevet til det, de er, så er der endnu en pragtfuld hjælp at få fra Gentofte Lokalhistoriske Forening med det nye temahæfte 'Vangede og Dyssegård - Det vestlige Gentofte'.
Man får 70 sider med fotografier, beskrivelser, fortællinger og ikke mindst et væld af kort fra alle perioder.
Det giver tilsammen en guldgrube, når man vil forstå det lidt forkætrede område i Gentofte Kommune 'på den forkerte side af Lyngbyvejen'.
Det er et særdeles systematisk og velgennemarbejdet kildemateriale, som lektor Niels Ulrik Kampmann Hansen har givet os, og det betyder, at læseren føler, at man får udviklingshistorien for enhver vej og bygning og ethvert stykke jord i området næsten helt ind på livet.
Det er bestemt nemmere at forstå sin nutid, hvis man ved, hvad vi står på skuldrene af, og vi bliver hjulpet godt på vej med denne gennemgang af de to grønne villaområder, som Vangede og Dyssegård stort set udgør i dag.
Vidste du, at Ørnegården ikke er opkaldt efter en ørn?
At Vangede Kilde var et centralt helligsted fra gammel tid og kun blev overgået, da Kirsten Piils kilde og Bakken slog igennem?
At Lyngbyvejen oprindelig var forbudt for folk?
Og at grusgravene under Mariebjerg Kirkegård leverede grundlaget for Vestre Fængsel?
Sådan kædes lokationer sammen med begivenheder, og det er en fornøjelse at sidde og nærkigge de mange fotos – især før-og-nu billederne, som er strøet gennem alle artiklerne.

Kampen om centrum

Bogen er let læst og svært læst. Svær, fordi den virkelig har grundige oplysninger og mange detaljer med, og let at læse, fordi det hele er delt op i overskuelige afsnit og overskrifter.
De færreste kan vel forestille sig, at Gentofte på den ene side af søen og Vangede på den anden side oprindelig begge har stræbt efter at blive den vigtigste landsby i området og centrum for gårdene og udbygningen af området.
Dyssegårdsområdet holdt sig mere tilbage; der lå vægten mere på at passe hele 12 gartnerier, der har været storleverandør af grøntsager til København. Bogen fortæller det hele.
Vi får en særdeles gedigen gennemgang af, hvordan den fremsynede og begavede udskiftning af jordene ved Bernstorff og Torkel Baden bl.a. gav os baggrunden for de veje og navne, vi har nu.
De steder, hvor vi stadig kan aflæse tydeligt, hvad der skete efter udskiftningens begyndelse i 1765 er fotograferet og beskrevet for os.
Og derpå går det slag i slag: Søer, moser og parker. Vangede batteri/Fortet i Vangede.
Nogle spændende artikler om trafikken med damp, diesel og trolley, noget om skoler, kirker og kolonihaver; alt er med til at gøre os fortrolige med områderne, og det er bogstaveligt up to date, når vi også har med, at gamle NESA og Dong på Lagergårdsvej nu hedder Ørsted.
Hvad mangler jeg så? Jo, jeg mangler mere om menneskene.

Teglværksejer P.A. Alberti på Charlottenlund Station, mens han stadig nød stor respekt. Kilde: LAGK

Teglværksejer P.A. Alberti på Charlottenlund Station, mens han stadig nød stor respekt. Kilde: LAGK

Mennesker er biroller

Om de personer, der på godt og ondt har givet områderne udseende og kulør, eller som bare har virket dér og haft den del af Gentofte som baggrund for deres virke.
Dan Turell er nævnt – men ikke selvstændigt – Alberti er nævnt – ham kunne der vist siges meget mere farverigt om. Beauvais og Hellesen samt 'opfinderne' af Novo Nordisk.
Men det er altid i sammenhæng med mursten, og menneskene er biroller; det har de næppe været i virkeligheden.
Men det kræver nok en helt anden bog og et noget andet perspektiv at udvide de topografiske lækkerbiskener til også at portrættere nogle af de personligheder, der havde deres gang og virke i dette område.
Det kan da være, at Lokalhistorisk Forening glæder os med sådan en udgivelse en dag.
Deres publikationer er sandelig værd at anskaffe sig, og vi skylder dem stor tak for tidligere hæfter som 'Jægersborg – slot og by', 'Det centrale Gentofte, Ordrup – fra bondeby til villaby', 'Skovvejskvarteret og Ermelunden – fra Bernstorffs Hovmarker til Villakvarter' samt 'Skovshoved – fiskerlejet, der blev mondænt', og ikke mindst den særdeles spændende 'Befæstningsanlæg i Gentofte'.
Enhver der bor eller har sin gang i Vangede eller Dyssegård og holder af de to naboområder, har nu fået muligheden for at anskaffe sig den seneste, helt uundværlig bog, temahæftet 'Vangede og Dyssegård – Det vestlige Gentofte'. Det bør de.

Publiceret 13 December 2017 07:00

SENESTE TV