Antallet af anmeldte indbrud stiger i Gentofte

De seneste tale fra Danmarks Statistik viser, at Gentofte, i modsætning til landstendensen, oplever en stigning i antallet af indbrud siden 2009

Af
Signe Steffensen

Mens antallet af indbrud både regionalt og på landsplan er faldet støt fra 2009-2016, så har billedet set helt anderledes ud i kommunerne Gentofte, Hørsholm. Rudersdal og Lyngby-Taarbæk, hvor antallet af indbrud er steget.

Det største problem

I Gentofte blev der registreret 956 anmeldte indbrud i 2016, og i Rudersdal, Lyngby-Taarbæk og Hørsholm var tallet henholdsvis 826, 435 og 360.
Cirka fire gange om året mødes de nordsjællandske borgmestre med ledelsen fra Nordsjællands Politi for at drøfte indsats og udfordringer på de såkaldt kredsrådsmøder.
I referaterne fra kredsrådsmøderne kan man se, at Hørsholms borgmester Morten Slotved (K) siden 2012 igen og igen har påpeget, at omfanget af indbrud fortsat er det helt store problem.
Og på et møde den 8. juni 2016 undrer Gentoftes borgmester Hans Toft (K) sig over, “at politiet vælger at bruge midler på en færdselskampagne vedrørende højrekørsel på motorvejen i en periode, hvor den borgernære kriminalitet typisk stiger.”
Nordsjællands Politi medgiver på stort set alle møder, at indbrud er den største kriminalitetsudfordring i Nordsjællands Politi.

Særligt indsatsgruppe

På kredsrådsmødet den 6. marts 2017 oplyser politidirektør Jens Christian Bülow, at Nordsjællands Politi i efteråret 2016 oprettede en særligt indsatsgruppe, som alene koncentrerer sig om indbrud og tricktyverier og at det efter første kvartal ser mere positivt ud i 2017.
Den tendens bakkes op af de seneste tal fra Danmarks Statistik.

Topper statistikken

De seneste tal fra Danmarks Statistik peger på, at kurven nu er knækket i tre af de fire kommuner. Indbrudstallene for 4. kvartal af 2017 er endnu ikke tilgængelige, men sammenligner man de tre første kvartaler i 2016 med de tre første kvartaler i 2017, så falder antallet af indbrud i beboelse i Rudersdal, Hørsholm og Lyngby-Taarbæk, mens Gentofte fortsat er den af de fire kommuner, der har flest indbrud og som også fortsat oplever en stigning i antallet af anmeldelser.
Sammenholder man Danmarks Statistiks opgørelse af de tre første kvartaler i 2016 med de tre første kvartaler i 2017, så ser billedet af anmeldte indbrud sådan ud:
Lyngby-Taarbæk er gået fra 299 til 269 anmeldte indbrud.
Rudersdal er gået fra 513 til 379 anmeldte indbrud
Hørsholm fra 253 til 167 anmeldte indbrud.
I samme periode er antallet af anmeldte indbrud i beboelse i Gentofte steget fra 552 til 609.
Læs mere: Derfor knækker indbrudskurven ikke i Gentofte Kommune

Publiceret 09 January 2018 10:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV