Politiet fangede formodede røvere

Mandag pågreb politiet to mænd, der mistænkes for at stå bag forsøg på indbrud og to røverier

Af
Signe Haahr Pedersen

Nordsjællands Politi havde heldet med sig mandag formiddag, da en patrulje blev kaldt ud til C.L. Ibsens Vej.
Her havde to personer forsøgt at komme ind i et hus, hvor beboeren var hjemme, og det skræmte de ubudne gæster væk.
Beboeren nåede dog at få et glimt af de pågældende og gav signalementet videre til politiet, som en times tid senere kl. 11.28 fik øje på to mænd i området, der passede på beskrivelsen.
Da mændene opdagede betjentene, stak de i løb. Først blev den ene indhentet, og ifølge Nordsjællands Politi kæmpede han ihærdigt for at vriste sig fri, men gled på en frossen vandpyt og havnede på jorden.
Herefter blev hans makker løbet op, og så gik turen til politistationen i Gentofte.
Ved nærmere undersøgelse har politiet efterfølgende fundet tegn på, at de anholdte udover indbrudsforsøget også kan have en forbindelse til to grove røverier, der skete i weekenden. Det ene på en tankstation på Jægersborg Allé i lørdags, hvor der blev stjålet cigaretter. Det andet i en REMA 1000 i Blovstrød søndag, hvor man slap af sted med kontanter fra kassen.
I begge tilfælde truede tre maskerede mænd en medarbejder med en pistollignende genstand.
Ved grundlovsforhøret tirsdag erklærede dommeren sig enig i, at de formodede indbrudstyve også stod bag røverierne.
Derfor blev de to mænd, der er 20 og 19 år og kommer fra Lyngby og Frederiksberg, varetægtsfængslet i henholdsvis 14 og 28 dage, mens sagen efterforskes.

Publiceret 11 January 2018 08:00

Villabyerne nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Villabyerne
SENESTE TV